BEGREBER OG METODER



Hovej 21. Blåvandshuk Kommune. Fredet 1992.

Bevaringsværdier

Det er forandringen - opfattet som ophør af noget velkendt og tab af etablerede holdepunkter - der inspirerer til omsorg for det historiske i vores omgivelser.

De historiske bygningers fortælling rækker længere bagud end "mands minde", og når vi freder dem, er det for "evigheden". Men hvilke bygninger skal bevares? - Det er de bygninger, som vi kan blive enige om, er væsentlige eller betydningsfulde for os - det vil sige dem, vi tillægger værdi.

Den følgende arbejdsmodel giver en forenklet fremstilling af de værdier som forskellige aktører anvender. Blandt aktørerne skelnes mellem lægmand og fagmand, arkitekt og historiker som de overordnede grupper.

Arbejdsmodel

Arbejdsmodel, trin 1:
Bygninger repræsenterer materielle værdier, der kan måles med en økonomisk målestok. Det kan være værdien af de materialer, som bygningerne består af, værdien af den arbejdsindsats, der er medgået til at samle materialerne, og endelig er der bygningernes brugsværdi, når de er rejst.

Men bygninger repræsenterer også immaterielle værdier, hvorved vi forstår den betydning, vi tillægger bygningerne. Den har vi ikke umiddelbart nogen fælles målestok for.

På den anden side er de bygninger, vi færdes i, og vore nære omgivelser i det hele taget vigtige for os. De danner ramme om vor daglige aktivitet og sociale liv. Denne "brugsværdi" bevirker, at vi oplever en tilknytning til bygningerne, som får os til at identificere os med dem. En målestok kunne derfor være, hvorvidt bygningerne og omgivelserne fremmer en følelse af "identitet" hos den enkelte.

Arbejdsmodel, trin 2:
Denne "identitetsgivende" værdi har blandt andre psykologen P.H. Kühl prøvet at beskrive som sammensat af en række del-værdier:

Arbejdsmodel, trin 3:
Vi taler ofte om "gamle bygninger". Det drejer sig ikke så meget om bygningernes eksakte alder, men vores oplevelse af, at de er gamle - er "historiske".

Til de "identitetsgivende" værdier kan derfor lægges:

De "identitetsgivende" værdier er i spil, når der sker forandringer i omgivelserne. Det er her begrebet bevaring får sit almene indhold.

Arbejdsmodel, trin 4:
Siger vi, at vi registrer omgivelserne med vores følelser og forstand, fremkommer et andet værdi-sæt: oplevelsesværdi og fortælleværdi.

Oplevelsesværdien tager afsæt i den umiddelbare erkendelse af omgivelserne. En bygning, der på grund af dens særprægede udseende eller karakter er særlig udtryksfuld, tillægges oplevelsesværdi. Det kræver ingen særlige kundskaber at formulere, at en bygning har oplevelsesværdi.

Fortælleværdien bygger på en forstandsmæssig erkendelse af omgivelserne. Således er en vis forhåndsviden nødvendig for at kunne formulere en bygnings fortælleværdi. En bygning, som vi kan bringe ind i en sammenhæng, bliver meningsfuld for os. Bygningen bliver en brik i genfortællingen af historien.

Når vi opererer med kategorierne følelse og forstand, er vi alle lægmænd.

Arbejdsmodel, trin 5:
Fagfolk har hver deres synsvinkel, de ser og analyserer omgivelserne under. De forskellige faglige paradigmer er underbygget erfaringsmæssigt og videnskabeligt. Begreberne oplevelsesværdi og fortælleværdi kan henføres under henholdsvis et kunstnerisk og et historisk syn på omgivelserne.

Når det drejer sig om bygninger, tager arkitekten stilling til den arkitektoniske værdi, og historikeren til den historiske eller bredere: den kulturhistoriske værdi. Det er disse to værdisæt, der traditionelt har udgjort grundlaget for det professionelle bevaringsarbejde.

Arbejdsmodel, trin 6:
Defineres arkitektur som bygningskunst, vurderes bygningerne som værker ud fra kunstneriske kriterier.

I vurderingen af en bygnings arkitektoniske værdi indgår en række aspekter eller kriterier, som er afgørende for, hvorvidt bygningen har arkitektonisk interesse. De vigtigste er:

Arbejdsmodel, trin 7:
Ved den kulturhistoriske vurdering sættes bygningen først ind i en kontekst. Bygningen kan afspejle:

Arbejdsmodel, trin 8:
Bygninger er en kilde til vor viden om fortiden, hvor den de kan supplere anden overleveret dokumentation. Kriterierne for bygningers historiske kildeværdi kan sammenfattes i:

Arbejdsmodel, trin 9:
Det arkitektoniske og det kulturhistoriske paradigme er knæsat i bygningsfredningsloven, hvor de to faglige paradigmer indgår på lige fod. Ud fra hvert af dem kan en bygning vurderes som fredningsværdig. I mange tilfælde vil en bygning repræsentere både arkitektoniske værdier og kulturhistoriske værdier. Værdierne kan her optræde med forskellig vægt.

Det er imidlertid vigtigt, at argumentationen, der føres for fredning i det ene paradigme, ikke blandes med argumentationen fra det andet. Kun derved sikres den nødvendige konsistens i argumentationerne. De to paradigmer er i den forstand komplementære.

De faglige paradigmer bliver løbende reformuleret, dels ved forskning i paradigmernes genstand: de værdifulde bygninger, dels ved paradigmernes brug. Vurderinger af samme bygning, foretaget på forskelligt tidspunkt, kan derfor føre til forskelligt resultat.

Det stiller krav om en omhyggelig værdisætning og begrundelse for fredning af en bygning. En fredning, som ideelt set skal vare evigt, bør være begrundet så overbevisende, at den kan tåle mindre forskydninger i de faglige paradigmer.

Arbejdsmodel, trin 10:
Forskellen mellem det arkitektoniske og det kulturhistoriske paradigme kan forenklet illustreres på følgende måde:

Arbejdsmodel, trin 11:
Bygninger repræsenterer ved deres håndgribelighed et potentiale. Fagmanden vil tillægge bygninger videnskabelig betydning, da de kan danne grundlag for forskning i bygningskultur og arkitektur. Nogle bygninger kan tydeligere end andre illustrere tidligere tiders levevilkår og samfundsforhold, hvorfor de vil få tillagt pædagogisk betydning.

Bygningernes potentiale vil være et forstærkende motiv for bevaring eller fredning. Fagmanden vil kunne "fremkalde" dette potentiale.

Arbejdsmodel, trin 12:
Også for lægmand repræsenterer bygninger ved deres blotte tilstedeværelse et potentiale. De udgør rammen om vores daglige gøremål. Om vi er i vort eget miljø eller opsøger andre miljøer, består potentialet i den "identitetsgivende" værdi, som vi tillægger det pågældende miljø og dets bygninger, jf. arbejdsmodellens trin 2 og 3.

Når vi færdes på egen hånd på en fremmed lokalitet, bruger vi lokalitetens værdier. Det er en "passiv" brug af lokalitetens herlighedsværdi, skønhedsværdi o.s.v., idet vores tilstedeværelse ikke umiddelbart påvirker værdierne. Men tiltrækker lokaliteten besøgende i større omfang - og bliver de besøgendes færden organiseret - er der tale om en "aktiv" brug af lokaliteten. Lokaliteten er blevet et turistmål og derved en brugsmæssig og økonomisk ressource.

Denne forskydning fra potentiale til ressource kan ikke undgå at påvirke miljø og bygninger.

Sammenfattende betragtning

En værdisætning er grundlæggende udtryk for et valg. Forskellige synsmåder fører frem til bevarings- og fredningsværdierne. Det er vigtigt at holde de "almene" psykologiske begreber adskilt fra de fagligt paradigmebestemte. Den sammenblanding, som ofte sker, skaber uklarhed hos både læg- og fagmand. På samme måde er det vigtigt, at skelne mellem værdier, som alt andet lige er faktuelle, og potentiale og ressource, som repræsenterer muligheder.

Et "apropos" af arkitekt Ole Mouritsen 2002

Byggeskik

Begrebet byggeskik er centralt i arbejdet med landbrugets bygninger. Begrebet bruges både, når bygningerne værdisættes - som et bevaringskriterium - og senere, når der skal tages stilling til, hvordan bygningerne skal opretholdes.

I "Den Store Danske Encyklopædi" leder man forgæves efter begrebet byggeskik. Men under rubrikken "skik og brug" findes følgende beskrivelse:

"En skik kan defineres som en fælles handleform for alle eller for større eller mindre grupper i samfundet. Den er en aktivitet, der bliver udført efter vedtagne forskrifter og med en sådan regelmæssighed, at den bliver en del af den sociale protokol. Når en skik bliver til en tradition, antyder det som regel en opvurdering, da ordet tradition har en mere positiv klang end skik. Traditioner leder tankerne hen på en fælles fortid og dermed på oprindelighed, ægthed, stabilitet og kvalitet, noget man passer på og bevarer."

Landhuset

Bogen ”Landhuset” fra 1975 har to undertitler: ”Byggeskik og egnspræg” og ”Gode raad om vedligeholdelse og istandsættelse”. Der gives ikke nogen definition af begrebet byggeskik, men på baggrund af en række beskrivelser fremstår byggeskikken som en række hyppigt forekommende fællestræk ved bygningerne i et geografisk område.

Da bogen primært er ”en vejledning i istandsættelse og vedligeholdelse af gamle huse og gaarde på landet” bruges begrebet synonymt med ældre byggeskik. De gode råd om vedligeholdelse tager da også udgangspunkt i de traditionelle måder at gøre tingene på. Dette får begreberne ældre byggeskik og traditionel vedligeholdelse til at flyde sammen, hvorved ældre og traditionel byggeskik bliver synonyme.

I beskrivelserne af byggeskikken i forskellige egne af landet gøres der både rede for bygningernes hovedform, planindretning og bygningsmæssige detaljer, materialer m.v. og for bygningernes indbyrdes sammenhæng og forholdet til de nære omgivelser. I begrebet indgår således en række niveauer, det er nødvendigt at forhold sig til, hvis man vil fastholde eller videreføre byggeskikken: gård-, bygnings- og bygningsdels-niveau.

Jeg en gård mig bygge vil -

I bogen "Jeg en gård mig bygge vil - der skal være have til" peger etnologen Peter Dragsbo på, at begrebet byggeskik "både bruges rent deskriptivt: det, der bygges til alle tider - og normativt, som et værdiladet ord, der kan associeres med god byggeskik, sådan som Landsforeningen for Bedre Byggeskik brugte det. Ikke sjældent forbindes det endda med gammel byggeskik…"

Peter Dragsbo vælger at bruge byggeskik om "den folkeligt accepterede, normative praksis i byggeriet - i modsætning til arkitekturen, som primært er resultat af kunstnerisk idé og skaben." At der er elementer af byggeskik i al arkitektur er givet, ligesom der kan være elementer af arkitektur i byggeskik. (Dragsbo s.389)

Men for at noget kan betragtes for "folkeligt accepteret" eller "normativ praksis" må to betingelser være opfyldt: fænomenet må have haft en vis udbredelse og en vis varighed. Med hvilken hyppighed optræder fænomenet regionalt eller lokalt, og hvor længe har fænomenet bestået, for at det kan karakteriseres som normativ praksis? Sammenkædes normativ praksis med folkelig accept, nærmer vi os begreberne: "tradition" og "traditionel byggeskik".

Traditionel byggeskik

På gårdniveau refererer traditionel byggeskik primært til gårdanlæggets struktur. Her ses egnsspecifikke forskelle fra opretholdelsen af den regelrette firelængede gård på Fyn til de uregelmæssige gårdtyper i Midt- og Nordjylland, der i højere grad er kendetegnet ved en dynamisk foranderlighed. Byggeskikken kommer til udtryk i måden, hvorpå gårdenes udbygning finder sted. Gården kan strukturelt have fastholdt traditionen, medens de enkelte bygningers formgivning er "fulgt med tiden".

Traditionel byggeskik viser sig også i differentieringen af gårdens bygninger - stuehus, stald og lade og andre driftsbygninger - i bygningernes indbyrdes placering og i deres beliggenhed i forhold til vej. Bygningerne vægtes indbyrdes efter deres betydning i den måde, de behandles på. Er tagmaterialerne forskellige, vil der ved stuehuset som regel være anvendt et mere kostbart materiale end ved driftsbygningerne.

På bygningsniveau har længen med højt, rejst tag været grundtypen i det lange tidsperspektiv. Bredere bygninger med lavere tagrejsning - der først vandt indpas med brug af trempelkonstruktionen - har gennem de seneste årtier været foretrukket ved nye driftsbygninger. Disse har til gengæld både i bredde og længde antaget helt nye dimensioner i forhold til tidligere ved brug af nye konstruktioner og materialer.

På bygningselementniveau er det kendetegnende for både ældre og yngre driftsbygninger, at der inden for den givne ramme opereres med ganske få elementer: vinduet, døre og porten, hvor det samme element gentages i større eller mindre antal. Jo yngre bygningerne er, desto mere regelmæssigt optræder elementerne i facaden. Ofte betragtes brugen af byggematerialer og materialernes overfladebehandling som bærere af traditionel byggeskik.

Levende traditionel byggeskik må i denne sammenhæng defineres som en måde at bygge på, der har været almindelig og som stadig praktiseres. Det sidste forudsætter en prioritering af den traditionelle måde at gøre tingene på, og at den nødvendige håndværksmæssige kunnen er til stede.

Moderne byggeskik

Byggeskikken er underlagt den teknologiske udvikling. Det gælder byggeteknikken generelt og herunder brugen af nye materialer og konstruktioner.

Eksempel: Brugen af tagmaterialer ved driftsbygninger

	1800	1900	2000
Strå
Cementtegl
Pandeplade
Eternit
Stålplade

Brugen af strå som tagmateriale på alle gårdens bygninger ophørte i slutningen af 1800-årene. I en periode anvendtes cementtegl ved nyopførte gårde. I begyndelsen af 1900-årene vandt pandepladen frem som tagdækningsmateriale på driftsbygningerne. I sidste halvdel af århundredet blev eternitpladerne udbredt, hvor de erstattede stråtaget på de ældre bygninger. Gennem det seneste årti er bølgede stålplader blevet dominerende ved nyopførte driftsbygninger, men er sjældent blevet anvendt som erstatning for andre tagmaterialer ved ældre bygninger.

Med hensyn til driftsbygningernes bygningskonstruktioner kan der trækkes en parallel til andre bygningskategorier. Sportshallernes sammenstillede buer af lamineret træ viste, at det var muligt at opnå store sammenhængende gulvflader og uopdelte rum. Inden for det seneste tiår er trækonstruktionerne blevet fortrængt af stålkonstruktioner i nybyggeriet.

Med de nye stålkonstruktioner er der opstået et nyt begreb "indbygningsspær". Det er muligt at tilpasse de trapez-formede stålspær individuelt til den enkelte bygning. Ved indbygningsspær kan en ældre bærende konstruktion udskiftes, uden at bygningen ændres i det ydre.


Fig 1. Brochure fra Hygind Smedie:

Udsagnet: "Nybygning - hvorfor? Når din går kan bevare sit pæne ydre og samtidig svare til nutidens krav" kommer fra lægmand og er således udtryk for det "folkeligt accepterede" og for det, der opfattes som byggeskik i dag. Det kan derfor være relevant at tale om moderne byggeskik, som - i modsætning til traditionel byggeskik - har været "normativ praksis" i en kortere periode.

Brud på byggeskikken

Byggeskikken vil som normativ praksis langt hen ad vejen repræsentere begrebet ”orden”. For, som etnologen Bjarne Stoklund formulerer det, vil der i en normativ praksis være ”en tendens til blandt flere mulige løsninger at vælge én og kun én”. Begrænsning eller forenkling fører som regel til overskuelighed.

Bjarne Stoklund siger videre, at fravigelser fra byggeskikken vil ofte have karakter af prestigeinnovationer: signaler, hvormed den byggende omdefinerer sig selv socialt og kulturelt. Medens stuehusene i højere grad er bærere af sociale og kulturelle signaler, både i landbosamfundet og det større samfund, er driftsbygningernes signaler mere af økonomisk art, og især rettet til landbosamfundets internt. (efter Dragsbo s. 391)

Hvorvidt signalerne har gennemslagskraft, skulle således afhænge af deres aflæselighed ved bygningernes ydre. Men i lokalsamfundet er man fuldt ud klar over, hvilke innovationer, der er foretaget i bygningernes indre. Valg af korntørringsanlæg, malkerobotter og andre driftsmidler spiller her en langt større rolle end bygningernes fremtræden.

Forandringer sker især i perioder med økonomisk højkonjunktur eller stærke sociale forskydninger. Brud på byggeskikken, det folkeligt accepterede, skulle derfor i princippet indebære en overskridelse af lægmands tålegrænse. Men det er en generel erfaring, at det er de toneangivende, de økonomisk formående, der definerer byggeskikken – og flytter tålegrænsen.

Aflæsning af en historisk bygning

En bygnings kommunikation knytter sig primært til bygningens ydre fremtræden. Det vil sige, hvordan bygningen umiddelbart aflæses. Ser en driftsbygning gammel ud, er den gammel, også selvom der står stålspær bag facaden, og det gamle stuehus kan indvendigt i teknisk henseende være en helt moderne bolig.

Ved aflæsningen af den historiske bygning vil lægmand og fagmand ofte anvende samme fremgangsmåde. Først fravælges de bygningselementer, som ikke kan være gamle. Derefter rettes blikket mod de elementer, der må være gamle.

Forskelligheder i de tos måde at aflæse på vil være afledt af referencerammen: billedet af "den gamle bondegård". Aflæsningen tager således afsæt i en bestemmelse af bygningens oprindelige funktion for derefter at fokusere på omfanget af bygningsmæssige ændringer - begge dele set i forhold til referencerammen.

Fremgangsmåden

Den første aflæsning vil omfatte gården som anlægstype i modsætning til andre anlæg i kulturlandskabet. Gården består af et bygningskompleks med næromgivelser. I dette helhedsbillede vil det ofte kunne ses, om gården fortsat drives landbrugsmæssigt. Bygningskomplekset omfatter et stuehus og et vist antal driftsbygninger opført til forskellige formål. I dette billede registreres i hvilket omfang, driftsbygningerne fortsat er en del af produktionsapparatet, anvendes på anden måde eller står tomme.

På bygningsniveau tager aflæsningen af den enkelte driftsbygning udgangspunkt i tre forhold: hovedformen, (der ofte vil afspejle den oprindelige funktion), facadekonstruktionen (bindingsværk eller grundmur) og tagmaterialet (strå eller pladematerialer). På bygningselement-niveau aflæses gamle og nyere formelementer (vinduer, døre og porte) og den overfladebehandling, de anvendte materialer har fået (kalk, tjære, maling).

Ændringer af bygningens hovedform og mængden af nyere formelementer - ombygningsgraden - vil være bestemmende for, om bygningen fortsat vil blive aflæst som gammel. Bygningsændringer vil lettere kunne aflæses, hvis gårdens øvrige bygninger står i ældre skikkelse og derfor kan fungere som reference. Har gårdens andre bygninger også fået tilført nyere bygningskomponenter, reduceres mulighederne for at tidsbestemme såvel den enkelte bygning som helheden.

Undertiden er der i bevaringsøjemed taget særlige hensyn til det bestående. Det kan være ved fortsat brug af gamle formelementer eller ved, at nye er søgt tilpasset, så de får karakter af at være gamle. Nye bygningskomponenter kan også være gemt af vejen. Porte og luger er bevaret eller fornyet, men bag dem er anbragt moderne vindues- og dørpartier med store glas. Ved driftsbygninger, som har fået ændret anvendelse, vil antallet af vinduer ofte være forøget for at opnå bedre dagslys inde i bygningerne.

Lægmands og fagmands tålegrænser

Lægmand og fagmand kan godt bruge samme fremgangsmåde ved aflæsning af en bygning men vil som regel stille forskellige krav til resultatet. For lægmand vil det være tilstrækkeligt, at han efter alt at dømme - sandsynligvis - står foran en bygning eller en bygningsdel, som er gammel og oprindelig. Fagmand vil derimod have vished for bygningens eller bygningsdelens alder og oprindelighed.

Denne forskellighed får også betydning ved vurderingen af, hvor meget en bygning kan ændres. Er der ved aflæsningen af den ændrede bygning noget, som "støder øjet", det vil sige forstyrrer billedet af "den gamle bondegård"?

Er den gamle bygning der stadig? Er bygningen blevet kønnere eller grimmere? Lægmand vil næppe stille så konkrete spørgsmål, men i højere grad hælde til en helhedsvurdering: opleves ændringen som positiv eller negativ? Lægmands tålegrænse vil komme til udtryk i en vending som: "for meget efter min smag". Fagmands vurdering af bygningsændringer vil bygge på de faglige paradigmer, ligesom fagmands tålegrænse defineres i forhold hertil.

Fagmands og lægmands tålegrænser kan være sammenfaldende, men behøver ikke at være det.

Gennem de seneste tiår har der været en vis interesse for, at en bygning alder, især når den var gammel, kunne aflæses. Det er således blevet almindeligt at se det sjællandske bindingsværk opstreget. Mand og mand imellem er en sort opstregning af bindingsværk en acceptabel ændring af facadeudtrykket. Når facaderne på den sjællandske bindingsværksgård tidligere var kalkede over tavl og tømmer, var det blandt andet for at skjule tømmerets ofte ringe kvalitet. Derfor vil fagmand afvise en opstregning, da den er i strid med det specifikke egnspræg i byggeskikken.

Konemadevej, Askø - et eksempel

Gården, Konemadevej 38, ligger i udkanten af Askø by, på Askø i Smålandsfarvandet en halv times sejlads fra Bandholm. Gården, der er firelænget, består af et stuehus, en stald og en lade, som er sammenbyggede, samt et fritliggende svinehus. Bygningerne ligger samlet omkring gårdspladsen. Stuehuset, laden og svinehuset er opført i bindingsværk, medens den nyere stald er grundmuret.

Frem til omkring 1980 blev ejendommen drevet landbrugsmæssigt dog uden besætning til sidst. I 1980 blev bygningerne erhvervet af en udenøs til fritidsformål. Stuehuset fik indlagt vand, toilet og bad, og omkring 1984 blev svinehuset ombygget til beboelse.

Fig 1: Et ældre luftfoto viser gården med stråtækte tage og overkalkede bygningssider. Den ny staldbygning er endnu ikke opført.

Fig 2: Bygningerne set fra vejen: stuehusets gavl, svinehuset og stalden. Bindingsværket er i dag opstreget.

Fig 3: Stuehusets haveside. Taget afdækket med bølgeeternitplader.

Fig 4: Indkørslen mellem kreaturstalden og svinehuset. Den græsdækkede gårdsplads afslører, at der er tale om en fritidsejendom.

Fig 5: Laden med lokumsdør og stuehuset med køkkendør og dør ind til værkstedet. Taget på laden og en del af stuehuset er afdækket med pandeplader.

Fig 6: Stuehusets tyndslidte stråtag og pladeafdækkede rygning. Vinduerne er opsprodsede og har gamle glas. Hoveddøren er nyere. Svinehuset har åbent portfag.

Fig 7: Svinehuset er i dag ombygget til beboelse. Vinduerne er genbrugsvinduer fra en anden ejendom. Skorstenen ny.

Fig 8: Svinehusets interiør med nøgne bindingsværksvægge og gulve udført af forskallingsbrædder.

Fig 9: Kreaturstalden er grundmuret med enkelte døre og vinduer. Taget er afdækket med pandeplader, som med tiden er blevet rustne.

Fig 10: Sammenbygningen af kreaturstalden og laden.

Fig 11: Ladens bindingsværksfacade mod havesiden hviler på syldsten. Pandepladetaget repareres løbende. Ældre plader er tjæret.

Fig 12: Ved reparation af ladens gavl er den blevet understøbt og opmuret med cementblokke.

Fig 13: Ved ladens ydre hjørne ses det, at bygningen har været kalket over stok og sten.

Fig 14: Stuehuset mistede den sidste rest af stråtaget i 2001.

Bygningsændringer

De gamle stråtage har været for kostbare at opretholde, hvorfor man måtte ty til enklere og billigere løsninger. Først får driftsbygningerne pandeplader. Det er vanskeligt at afgøre, hvornår denne fremgangsmåde i bygningsvedligeholdelsen tages i brug på Askø.

I 1980 havde stuehuset endnu stråtag på den tagflade, der vender mod gårdspladsen, medens tagfladen til havesiden omkring 1970 var blevet afdækket med grå bølgeeternitplader. Dette har formentlig været begrundet i økonomiske eller forsikringsmæssige forhold (fast tag), men kan også have været udtryk for ejerens ønske om "at være moderne" eller "at have magt over tingene". Stuehuset var tidligere den første større bygning, man så, når man nærmede sig byen.

Bygningernes bindingsværksfacader var endnu i 1980 kalkede over stok og sten. Efter den udenøs' overtagelse af ejendommen opstreges tømmeret. Det er dels den ny ejers "forkærlighed for kontraster", dels hans ønske om at tydeliggøre "den gamle gård", som fører til ændringen af måden at vedligeholde på.

Svinehuset ombygges omkring 1990 til boligformål. De tidligere staldvinduer udskiftes med nye, gamle vinduer fra en beboelsesbygning. Genbrugsvinduerne "slører", hvornår brugsændringen har fundet sted. Men da stuehusets vinduer er af en ældre type end svinehusets, er gårdens kronologi bevaret.

Ved ombygningen udstyres svinehuset med isokernskorsten. Den kan umiddelbart virke "fattig", hvilket dog er i overensstemmelse med helhedsindtrykket af bygningen, hvor en mere markant skorsten ville have virket påtrængende. Indretningen af bygningen er ganske enkel: et alrum med køkken og pejs og et soverum. Væggene står nøgne uden isolering, og til gulvene er anvendt afrensede forskallingsbrædder.

Stuehusets vinduer og vinduerne i det tidligere svinehus er fortsat alle grøntmalede, medens porte, døre, luger og vinduer i de øvrige bygninger er rødmalede.

Byggeskik og tålegrænse

De bygningsmæssige ændringer illustrerer nogle generelle udviklingstræk i byggeskikken. Brugen af pandeplader som afdækningsmateriale til erstatning for strå har været almindeligt accepteret ved driftsbygninger op gennem 1900-årene, hvorimod anvendelsen af eternitplader kun langsomt vandt indpas. I denne forbindelse skal blot erindres om 1960'ernes heftige diskussion, hvor bevaringsfolk begræd stråtagenes forsvinden og harmedes over deres erstatning: "de grimme grå bølgeeternitplader". Ikke desto mindre blev eternit et almindeligt udbredt erstatningsmateriale. Til dets fordel talte en synsmæssig tyngde og en patinering, som lå tæt op ad stråtagets.

Genbrug af materialer og bygningsemner fra andre bygninger har været almindelig praksis til alle tider. Det samme gælder tjæring af syld eller sokkel og maling af vinduer, døre og andet træværk. Det kan ikke afgøres, om det er en lokal tradition, at stuehuset står med grønmalede bygningsdele, medens driftsbygningernes er rødmalede. I så fald er det en videreførelse af traditionen, at svinehusets genbrugsvinduer har beholdt deres grønne farve, som signalerer, at bygningen nu anvendes til beboelse.

Opstregningen af bindingsværkets tømmer er som nævnt affødt af ejerens ønske om at tydeliggøre "den gamle gård". Begrundelsen afspejler "tidsånden" i 1900-årenes sidste kvartal: en bygnings eller et bygningsanlægs alder er en kvalitet, som bør fremhæves. Opstregningen er senere blevet gentaget og vil efter alt at dømme blive det fortsat.

Der er således tale om traditioner med forskelligt tidsperspektiv. Afdækningen af driftsbygningernes tage med pandeplader er den "lange" tradition, medens opstregningen af bindingsværket er den "korte" tradition. Set med lægmands øjne - den korte tradition - er opstregningen i orden, medens fagmanden ville have foretrukket kalkning over tavl og tømmer - den lange tradition. Havde gården været fredet, ville fredningsmyndigheden ikke have tilladt opstregning.

Arkitektur og tålegrænse

Ud fra et arkitektonisk synspunkt kan der stilles spørgsmål ved, om stuehuset "kan bære", at den ene tagflade er afdækket med eternit, medens den anden står stråtækt (delvis suppleret med pandeplader). Materialernes møde langs tagryggen og ved halvvalmene over gavlene er ikke løst på en ordentlig måde.

Det kan så diskuteres, om alle tagfladerne burde afdækkes med eternit. Denne løsning er imidlertid vanskelig at gennemføre rent teknisk, og den bliver let arkitektonisk kluntet omkring halvvalmene.

En anden mulighed kunne være at afdække alle stuehusets tagflader med pandeplader. Derved ville alle gårdens tage være afdækket med samme materiale og et helhedspræg være opnået. (Den situation forelå i efteråret 2000, se fig. 14)

I det aktuelle tilfælde taler alt for ét tagmateriale på stuehuset. Da strå er udelukket af økonomiske grunde og eternitpladerne vanskelige at have med at gøre, må løsningen blive pandeplader. Mulighederne for at opnå æstetisk og teknisk tilfredsstillende løsninger i mødet mellem tagfladerne og ved tilslutningerne omkring skorstensfødderne spiller her en afgørende rolle.

Men spørgsmålet er, om man set i forhold til traditionen, hvor pandeplader alene benyttes på driftsbygninger, kan forlige sig med tanken om pandeplader på et stuehus. Hvilken vægt skal det arkitektoniske have i forhold til byggeskikken?

Fredningsværdig eller bevaringsværdig

Gården på Konemadevej er en almindelig landbrugsejendom. På et tidspunkt bortforpagtes jorden, som senere frasælges. Gårdens bygninger går gradvist ud af brug og bliver til sidst afhændet. I det omfang de er anvendelige til fritidsformål, får de ny funktion, men står i øvrigt ubrugte hen. Man kan sige, at ejendommen er repræsentativ for denne udvikling.

Gården vil næppe blive vurderet som fredningsværdig - hverken af fagmand eller lægmand. Implicit forudsætter en fredning, at emnet er noget særligt. Det særlige skulle i så fald være gårdens repræsentativitet: en gård, der bygningsmæssigt illustrerer en hundrede og halvtreds år lang udvikling i et ø-landbrug, og som efterfølgende - nu i tyve år - har fungeret som fritidsbolig.

Når gården afvises som fredningsemne, vil det primært være på baggrund af gårdens nuværende anvendelse og de bygningsændringer, som er gennemført i nyere tid. Argumentationen relaterer sig til "præget af nutid".

Spørgsmålet må derfor stilles, om gården i den skikkelse, den havde i 1980 umiddelbart efter landbrugsdriftens endelige ophør, var fredningsværdig. Bygningerne fremtrådte da i det ydre som beskrevet ovenfor. Stuehusets ældre ruminddeling var bevaret med værksted og bryggers med vandpumpe. Lokummet var i laden. Også svinehusets indre stod intakt. Kreaturstalden var dog ribbet for inventar. Men i det store og hele var gården på daværende tidspunkt autentisk i den forstand, at den var ”a jour” i forhold til sin oprindelige funktion.

Men også i dette tilfælde ville gården være blevet afvist som fredningsemne. For det første er der mange gårde tilbage af denne type, og - sin repræsentativitet til trods - er den ikke sjælden nok. For det andet indeholder gården ikke særligt interessante bygningshistoriske elementer, og den har heller ikke fremtrædende arkitektoniske kvaliteter.

Derimod er der næppe tvivl om, at gården – som den stod i 1980, og som den fremtræder i dag – vil blive bedømt bevaringsværdig efter vurderingskriterierne i kommuneatlas.

Bevaringstiltag

Med udgangspunkt i gårdens klassificering som bevaringsværdig kan man spørge, hvilke bevaringstiltag, der så kan anbefales.

Det er vigtigt, at gården bevarer sin anlægsform med fire længer omkring gårdspladsen. Desuden bør de enkelte bygningskroppe opretholdes uforstyrret. Tilbygninger i form af halvtage etc. må være bandlyst. Stuehusets indre bør bevares mest muligt intakt.

Den traditionelle vedligeholdelse af bygningernes ydre må videreføres. Bygningssiderne bør fortsat stå hvidkalkede, og det vil være en kvalitet, at farveholdningen på træværket, med grøn på beboelseshuse og rødt på driftsbygninger, bliver fastholdt. Hvor vinduer og døre er nedslidte, må de repareres, og hvor de er udslidte, må de udskiftes med nye, som har samme karakter.

I diskussionen af tålegrænsen i forhold til det arkitektoniske peges på det ønskelige med et ensartet tagmateriale på stuehuset. Det vil sige, at der også burde lægges pandeplader på den tagflade, som i dag har eternit. I den forbindelse kan skorstenenes udformning justeres og inddækningerne omkring dem udføres med større omhu. Men det ideelle ville dog være, at stuehuset fik et nyt stråtag.

De beskrevne tiltag til gårdens opretholdelse repræsenterer en bevaringsstrategi, som omfatter alle byggeskikkens niveauer: gård-, bygnings-, og bygningselement niveau.

Autenticitet

Autenticitet er et centralt begreb i diskussioner om bygningsbevaring. Egenskaben autentisk betyder at være i overensstemmelse med kendsgerninger, at være pålidelig. Når en genstand beskrives som autentisk, refererer det til original i modsætning til kopi, til ægthed i modsætning til falsk.

Bygningers autenticitet afgøres af eksperter, som tager stilling til, om en bygning er, hvad den foregiver at være, eller hvad den påstås at være. Autenticitet kan ikke tilføres en bygning - kun afdækkes.

At en bygning er autentisk er ikke ensbetydende med, at bygningen er værdifuld. Men man kan vælge at gøre det autentiske til et væsentlighedskriterium ved vurderingen af en bygning. Det autentiske kan også indgå som kriterium ved valg af strategi i bevaringsarbejdet.

Tiden

At en nyopført bygning er autentisk, siger sig selv, men det har ingen mening at bruge begrebet i denne sammenhæng. I begrebet er indeholdt en vis, ikke nærmere bestemt, afstand i tid. Et pragmatisk bud herpå kunne være 25 år. Ved de fleste bygninger kan fejl og mangler, uholdbare konstruktioner og materialer registreres efter en levetid på 25 år. Bygningen vil da ofte kræve en større istandsættelse, hvorved det oprindelige i større eller mindre omfang bliver forstyrret.

Ved afdækningen af en bygnings autenticitet er det nødvendigt at se bygningens hele liv under ét - fra opførelsestidspunktet og frem til i dag. Senere ændringer kan være så omfattende, at den oprindelige bygning nærmest er forsvundet. Ændringerne, som kan være gennemført på forskellige tidspunkter, kan stadig stå i deres oprindelige skikkelse. De vil derfor enkeltvis være autentiske. Det autentiske ved en bygning eller bygningsdel er således det urørt overleverede materiale.

Motivet

I "Kulturhistorisk värdering av bebyggelse" peger antikvaren Axel Unnerbäck på, at autenticitets-begrebet altid må præciseres i forhold til den sammenhæng, hvori det skal bruges. For "autenticiteten har forskelligt indhold afhængig af grundmotivet. I en socialhistorisk værdifuld arbejderbolig ligger autenticiteten ikke bare i planløsningen og den faste indretning, men også i de mange mere eller mindre tydelige spor, som generationers brug har afsat i huset…" (Unnerbäck s.99)

I bogen "Modernismens bygninger - idégrundlag og bevaringssynspunkter" peges på behovet for en nuancering af autenticitetsbegrebet. På baggrund af modernismens tabula rasa bliver autenticiteten i idégrundlaget den vigtigste parameter ved bevaringen af modernismens bygninger. Denne forklares som autenticitet i:

Det vil sige, at autenticiteten ikke alene knytter sig til det materielle. (Welling s.96).

Modellen vil også kunne anvendes på landbrugets driftsbygninger:

Eksempel: Autenticitetsbegrebets brug

Fredningen af ejendommen Enggården i Åsum er begrundet ved, at gården er "et helstøbt eksempel på et mindre fynsk landbrug fra andelstiden" og at "gården og især de tre sammenbyggede avlslænger står forholdsvis autentiske fra opførelsen".

Allerede i identifikationen af fredningsemnet klargøres autenticiteten i idegrundlaget: et mindre landbrug. Gården er fortsat et fungerende landbrug, også selvom driftsformen i dag er en anden end i andelstiden. Der foreligger også autenticitet i kontekst og sted: gården ligger midt i sit produktionslandskab ved Åsum. De tre sammenbyggede driftsbygninger står i fremtoning og i byggeteknik forholdsvis urørte, ligesom de i større eller mindre grad fortsat er en del af produktionsapparatet. Bygningerne kan derfor karakteriseres som autentiske i deres arkitektoniske, teknologiske og funktionelle koncept.

Patina

"Ved en historisk bygning forstår jeg en bygning, som har levet et historisk liv, og dette liv har sat sine spor på bygningen. En bygning er ikke historisk, hvis den ikke repræsenterer et tidsforløb", siger arkitekten Johannes Exner. Tidens gang, bygningens historiske liv, aflæses i bygningens materielle substans som slid, ælde og forfald. (Kirkeby s.108)

Hvad er det for alderstegn, der kan registreres ved landbrugets driftsbygninger? Ved klimaskærmen bemærkes: at stråtaget er tyndslidt og eternittagpladerne revnede, syldstenene skredet ud, bindingsværkets fodrem rådnet bort, spækningen af tømmer og tavl er faldet ud, facademurens sten er frostsprængte, der er sætningsrevner i gavlen og over porten, og porte og døre er vinde og skæve. Og rettes opmærksomheden på bygningens bærende konstruktioner ses: en hældende bindingsværksvæg, der skyldes, at bindbjælkerne er blevet kappede af, en bærende konstruktion, som er forhugget for at give plads til større maskiner, og et virvar af sammenflikkede stolper og lægter supplerer de gamle tagspær, som ikke har kunnet bære tagdækningen.

Nogle forhold skyldes ælde, andre dårlige materialer og skånselsløs brug, og andre igen er affødt af mangelfuld eller forkert vedligeholdelse. Denne elendighed beskriver en svækket bygning. Hvis bygningen fortsat skal bestå, må der rettes op på disse forhold.

Men bygningen vil også have spor af det liv, som bygningen har dannet ramme om. Menneskers og dyrs slid, bygningens patina, tillægges positiv betydning. Patina formidler "en oplevelse af alder, forældelse og til og med et vemodsfyldt forfald" siger Axel Unnerbäck, der betragter patina "som en subjektiv oplevelse af ægthed og alder". (Unnerbäck s.80 og s.99)

Oplevelsen er dog ikke mere subjektiv end, at den kan beskrives i ord og billede. Selv "sommerfuglestøv" kan dokumenteres objektivt. Om "støvet" kan bevares, er en anden sag.

Den materielle substans

Det er indeholdt i bevaringstanken, at det er den håndgribelige bygning, der skal sikres for eftertiden. Det grundlæggende princip er da også at bevare så meget oprindeligt materiale som muligt.

I praksis kan der være mange grunde til, at oprindeligt materiale må udskiftes. Skader har fået lov til at udvikle sig for længe. Angreb af råd og svamp er blevet for omfattende. Nye tekniske specifikationer og normer kræver en anden behandling af materialers overflader.

Som hovedregel tilstræbes det, at der kun sker en delvis fornyelse, og at fornyelsen sker med samme materiale som det, der tages bort. "Vi byter inte ostraffat vävnadstyper i hud og muskler", som arkitekten Ove Hidemark formulerer det. (Robertson s. 27)

Hvor der tilføres nyt materiale, vil der ofte blive anvendt en anden mere nutidig teknik ved fremstillingen og tildannelsen af materialet. Derved vil det oprindelige materiales overflade med vidnesbyrd om håndværkets traditioner og individuel værktøjsføring gå tabt. Bindingsværkets håndhuggede egetømmer erstattes af savskåret lærketømmer.

Bevaring af viden og kunnen - og mulighederne for at praktisere håndværket - er derfor lige så vigtig som bygningernes opretholdelse. "Kan vi över huvud taget reparera och underhålla våra byggnader med autenticiteten satt i högsätet om inte handverket värderas lika högt som form, material och konstruktion? " (Hidemark s. 116)

Processen

I en artikel "Banaliseret udødelighed eller festlig dødelighed" skriver Johannes Exner:

"Hvis man blot ville forstå at bruge huset kultiveret og vedligeholde det i samme ånd og med velovervejede nødvendige fornyelser, så vil omdannelserne ske langsomt og successivt. De små beherskede forbedringer bliver da hver gang til en festlighed, og huset lever videre på naturlig måde i stedet for at blive endevendt af omfattende restaureringer og renoveringer…"

"Den successive metode vil naturligvis kunne medføre, at flere dele af huset med tiden udskiftes, og at den originale gestalt derved reduceres. Men huset er hele tiden i denne langsomme proces alligevel sig selv og i kontakt med sin oprindelige originalitet og er derfor historisk autentisk, på samme måde som mennesket, der langsomt ændres. Skulle huset til sidst være blevet totalt substitueret, hvad metoden dog aldrig indebærer, er det sket gennem et langt og kvalificeret liv…"

"Ved den successive og langsomme udskiftning af detaljerne er livet kontinuerligt i gang, og den uendelighedsinspirerede konservering vil ikke dræbe monumentet. Tværtimod vil livsprocessen bekræftes, bygningens autenticitet bevares, og huset sikres sin logiske identitet…"

"For at en ting kan betegnes som levende, skal der altså hele tiden være dele i den, der skabes, lever og dør…For at helheden kan leve, er det altså nødvendigt, at kun partielle dele af detailmængden udskiftes med nyt. Derved formår man at fastholde kontinuiteten og forbindelsen bagud til den originale helhed… Alle tidspunkter og situationer i en bygnings liv er således dele i et procesforløb…"
(Arkitekten 4. 1991)

Hertil skal blot føjes, at tankerækken forudsætter en fortsat brug af bygningen til det formål, den er skabt, eller beslægtede formål, hvor brugen ikke stiller krav til bygningen ud over dem, der knytter sig til bygningens opretholdelse.

Restaurering

For at en bygning kan bestå, skal dens ydre og indre løbende vedligeholdes. Men der vil komme et tidspunkt, hvor selv den mest omsorgsfulde pleje ikke længere er tilstrækkelig. Der må gøres en særlig indsats.

En restaurering indebærer mere vidtgående aktiviteter end almindelig vedligeholdelse og små reparationer. Under en restaurering sker der altid en vis fornyelse af gammelt materiale, og der suppleres med nyt, de steder, hvor der mangler noget. Samtidig kan der ske en ajourføring af bygningens indretning, spændende fra fornyelse af installationer og til, at bygningen får en helt ny funktion.

I forbindelse med en restaurering er der dem, der vil føre bygningen tilbage - genskabe den i dens oprindelige skikkelse - medens andre ønsker at opretholde bygningen med senere ændringer og tilføjelser. Atter andre vil sætte deres egen tids præg på bygningen - føje nyt til gammelt - enten tvunget af omstændighederne eller af lyst til at demonstrere egen eller tidens formåen.

Ved at føje nyt til gammelt kan en bygning bringes til at opfylde nutidige brugskrav. Set i forhold til bevaringsønsket bliver det afgørende, hvordan tilføjelserne spiller sammen med bygningens oprindelige koncept.

Materiale og form

Når gammelt materiale tages bort fra en bygning, er det uigenkaldeligt tabt. Derimod vil materialets form kunne genskabes enten i "gammel form" eller i "ny form". En restaurering indeholder således både et bevaringsaspekt - at værne om det bestående formgivne materiale - og et formgivningsaspekt - at formgive det ny materiale. (Bygningsrestaurering, helhed, hensyn og samarbejde, s. 23)

Arkitekten Inge-Mette Kirkeby opstiller en skematisk model for måder, nyt materiale kan formgives på - her i redigeret gengivelse:

Den "ny form" vil være en nutidsmarkør. Det springende punkt er, om arkitekten formår at give den "ny form" en arkitektonisk kvalitet.

Arkitekten

I en artikel "Restaurering - genbrug" beskæftiger arkitekten Vilhelm Wohlert sig med arkitekternes restaureringsholdning. Hans udgangspunkt er, at det kun er de bygninger, der kan bringes til at fungere enten ved fortsat brug eller gennem tilpasning af en ny funktion, der vil kunne bevares for eftertiden.

"Det er vel overflødigt at bemærke, at indpasning af en ny funktion forudsætter, at denne ikke i egentlig forstand repræsenterer en trussel mod husets eksistens. Den må nødvendigvis være loyal over for husets væsentlige egenskaber, såsom dets konstruktion, opbygning, dets masse, dets proportioner, materialer og værdifulde dekorationer, dets basale egenskaber som klimaskærm, ej heller må eventuelle tilbygninger ændre dets hovedbalance og størrelsesforhold."

"Men indenfor rammerne af disse ideelle fordringer, som aldrig kan defineres krystalklart, ligger der et register af muligheder, der talentløst forvaltet alligevel kan spolere bygningsværket, banalisere og maltraktere det, som vi ofte ser - eller som ved den kyndige - gengiver det værdighed og karakter."

Vilhelm Wohlert tager afstand fra synspunktet, at den bedste restaurering er den, hvor man intet mærker til den ansvarlige for processen: "…således vil kun de ændringer og supplementer, som genanvendelsen af et hus medfører, blive af værdi for helheden, hvis de i sig selv er præget af kvalitet, det vil sige, såfremt de er blevet formet af den bygningskunstneriske kvalificerede. Denne kan ifølge sagens natur ikke være anonym, hans arbejde må afspejle tidens vilkår, og hans personlige evne til at formulere en arkitektonisk tanke på disse betingelser."

På den anden side vil det være en forenkling at postulere, at enhver tilføjelse skal være nutidig. Der kan være – og der er – tilfælde, hvor det er rigtigst at benytte sig af en anden tids form og sprog. Det gør blot den kunstneriske indsats så meget vanskeligere og kravet til vurderingsevne, indlevelse og kunnen så meget større.

Vilhelm Wohlert konkluderer, at "restaurering er basalt en arkitektonisk kunstnerisk disciplin, som ganske vist betjener sig af videnskabelige metoder til at skaffe sig erkendelse om årsagssammenhænge … men som tro mod det overleverede og dets væsen i sidste instans må indebære, at beslutninger træffes på kunstneriske præmisser."

Artiklen afrundes med et citat af maleren Joakim Skovgaard: "Er det bedst at følge det gamle så nær som muligt, eller at give af sit eget? Hvis man da har noget. Ja, det er det sidste, det kommer an på."
(Arkitekten nr. 13, 1976)

Bevaring

At bevare en bygning er en fremtidsrettet handling. Bevaringsarbejdet ved den enkelte bygning vil dels følge nogle generelle principper dels blive tilpasset den enkelte bygnings egenart.

For den fredede bygning, som skal bevares på grund af dens kulturhistoriske og arkitektoniske værdi, gælder to forhold. For det første skal bygningen garanteres en lang - i princippet uendelig - livslængde. For det andet skal det sikres, at de værdier, bygningen repræsenterer, ikke går tabt. Kravet om livslængde er koblet til bygningens tekniske egenskaber. Bygningen må løbende kunne vedligeholdes, ligesom reparation og fornyelse af materialer og konstruktioner skal være mulig et uendeligt antal gange.

De generelle principper i bevaringsarbejdet ved ældre bygninger er i hovedtræk, at en bygning skal bevares ud fra sine egne forudsætninger. Det vil sige, at bygningens særlige karakter skal opretholdes. Indgreb i bygningen skal begrænses mest muligt. Nødvendige indgreb må udføres nænsomt. Skader skal forebygges. Der bør kun anvendes traditionelle materialer og gennemprøvet byggeteknik. Materialer skal repareres frem for udskiftes. Og endelig bør bygningsarbejderne udføres med god håndværksmæssig kvalitet.

Raadvad - Nordisk center til bevarelse af Håndværk - har opstillet et etisk kodex for restaurering og præsenteret begrebet nænsom istandsættelse.

Betragtning over bevaring af byggeskik

I snævreste forstand forbindes byggeskikken med den teknologi, der ligger til grund for den håndgribelige bygning. Det vil sige de materialer og konstruktioner, som den enkelte bygning er sammensat af. I den forstand hviler byggeskikken på et teknologisk grundlag.

Når en bygning fredes med begrundelsen, at bygningen repræsenterer byggeskikken, er det altid det håndgribelige resultat af en bestemt praksis, der fredes. Med rimelighed kan der derfor argumenteres for, at man ved vedligeholdelse og istandsættelse benytter samme byggeteknik. Det vil for de ældre bygningers vedkommende betyde, at traditionel byggeskik bliver opretholdt.

Men de byggetekniske muligheder bliver stadig flere. For eksempel er indbygningsspær blevet almindelige ved landbrugets driftsbygninger. Knytter der sig ikke særlige værdier til den fredede bygnings indretning, bærende konstruktioner m.v. vil det være en mulighed at indsætte stålspær for at opnå en mere anvendelig bygning.

Accepteres brugen af den ny byggeteknik, som indgår i moderne byggeskik, vil det indebære at fredningsbegrundelsens byggeskik bliver transformeret til byggeskikken som kontinuerlig praksis. Det vil i det konkrete tilfælde sige, at byggeskikken ikke længere bevares som resultat af en bestemt praksis men opretholdes som levende praksis i pagt med den teknologiske udvikling.

Af hensyn til bevaringen af særlige bygningsdele er det ikke ualmindeligt, at man anvender nutidige teknologiske løsninger: vægge understøbes, bindingsværk spændes sammen med wirer m.v. Disse indgreb registreres sjældent i bygningens ydre, og ofte vil de også være skjult i det indre. De opfattes derfor ikke som forringende for bygningens udsagn om, at den repræsenterer traditionel byggeskik. Det er først når indgrebene ændrer ved bygningens ydre, at man anser den traditionelle byggeskik for fraveget.

Betragtning over valget mellem byggeskik og arkitektur

Den fredede gård eller bygning kan - ved sin klassificering som fredet - betragtes for unik. Og der er heller ikke to gårde eller bygninger, som er ens. Med fredningen ønskes gården eller bygningen opretholdt i sine væsentlige træk, og er fredningen begrundet i byggeskikken, må man ved et restaureringsarbejde forholde sig hertil.

Det er almindeligt accepteret, at opretholdelsen af den unikke bygning tillader individuelle arkitektoniske løsninger under forudsætning af, at ændringerne udføres kvalificeret og med respekt for helheden. Men en ny form, et nyt materiale eller en ny konstruktion vil altid ændre opfattelsen af bygningen. Bygningen kan få tilført ny arkitektonisk værdi, medens "nutidsmarkøren" vil svække bygningens værdi som overleveret historisk bygning.

Mødet mellem gammelt og nyt giver bygningen en ny tidsdimension. Der er nu ikke blot tale om en historisk bygning, men om en bygning, som har begyndt et nyt liv. I sin yderste konsekvens skulle dette føre til reformulering af fredningsbegrundelsen. Dette behøver ikke at udelukke den individuelle arkitektoniske løsning. Man må blot gøre sig klart, at den sigter på netop dén bestemte bygning, og derfor ikke bør gentages ukritisk ved andre bygninger. Ud fra et bogholderprincip må det derfor sikres, at en anden bygning, som repræsenterer samme byggeskik, kan bevares mere intakt.

Som nævnt tidligere indgår der elementer af byggeskik i al arkitektur, ligesom der er elementer af arkitektur i byggeskik. Det vil være arkitekten som i det konkrete restaureringsarbejde definerer tålegrænsen mellem "nutidsmarkør" og byggeskik.