BYGNINGSFREDNING



Kirkehøjgård, Kirkevej 5, Fåborg Kommune. Fredet 1990

Bygningsfredningsloven

Den første bygningsfredningslov er fra 1918. Siden er loven blevet justeret flere gange, men i sit sigte og i sin funktionsmåde har den stort set været uændret gennem mere end en menneskealder.

To ændringer har betydning i denne undersøgelse. Oprindelig opererede man med to fredningsklasser, hvor de bedste bygninger var fredet i klasse A, medens de øvrige fredede bygninger var fredet i klasse B. I 1979 blev de to fredningsklasser slået sammen til én. Og i 1997 blev alderskriteriet for fredning ændret fra 100 til 50 år.

Hovedlinier

For at en bygning kan fredes, skal den have væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi og som hovedregel være mere end 50 år gammel. Men også yngre bygninger kan fredes, når det er begrundet i deres fremragende værdi eller andre særlige omstændigheder. Omgivelser, som for eksempel et gårdsrum eller en have, kan indgå i fredningen, hvis der er tale om en vigtig del af den helhed, man ønsker af sikre.

Alle kan komme med ideer til fredning, men det er fredningsmyndigheden, der beslutter, om der skal rejses fredningssag. De fleste fredningssager rejser fredningsmyndigheden på baggrund af temagennemgange, hvor særlige typer af bygninger registreres og analyseres for at finde de mest repræsentative eksempler, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har en særlig ret til at fremsætte fredningsforslag.

Et forslag skal forelægges Det Særlige Bygningssyn. En bygning kan kun fredes, hvis Det Særlige Bygningssyn finder, at bygningen har tilstrækkelig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, og derfor kan indstille bygningen til fredning.

Hovedindholdet i en fredning er, at bygningen skal opretholdes, som den er. Ethvert bygningsarbejde, der ændrer ved de eksisterende forhold kræver tilladelse fra fredningsmyndigheden. Det vil i praksis sige alle bygningsarbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse.

Fredningsmyndigheden skal forelægge ansøgninger om bygningsarbejder for Det Særlige Bygningssyn til udtalelse. I betragtning af det store antal byggesager er der indgået aftale om, at det kun er større og principielle byggesager, der forelægges. Bygningssynet får dog en liste over ansøgninger og kan spørge til de enkelte sager.

Fredningsmyndighedens afgørelser er endelige. De kan ikke påklages. Har fredningsmyndigheden ikke inden tre måneder taget stilling til en ansøgning om tilladelse, kan et påtænkt byggearbejde sættes i gang. En tilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden fem år.

Bygningsfredningen er en erstatningsfri regulering af ejerens råderet over den fredede bygning. Der ydes således ikke erstatning i forbindelse med en bygningsfredning. Men ejeren kan søge fredningsmyndigheden om støtte til istandsættelse og restaurering af sin fredede bygning. Støtten gives i form at tilskud, lån, brugte byggematerialer og sagkyndig bistand. Der gives ikke støtte til almindelig vedligeholdelse eller til modernisering af bygningerne.

Ejeren af en fredet bygning kan fratrække udgifter, der er forbundet med bygningens vedligeholdelse, på selvangivelsen. Ordningen, som kaldes "forfald-pr-år", bliver administreret af Bygnings Frednings Foreningen - BYFO. Endvidere kan ejeren søge om fritagelse for at betale grundskyld, hvis der tinglyses en såkaldt bevaringsdeklaration på ejendommen. Med denne fraskriver ejeren sig retten til at kunne kræve statslig overtagelse af ejendommen, hvis en senere ansøgning om nedrivning af den fredede bygning bliver afvist

Bygningsfredningsarbejdet

Generelt har der været udvist tilbageholdenhed med fredning af landbrugets bygninger, idet det har været en udbredt opfattelse, at fredning af en landbrugsejendoms bygninger vil være et betænkeligt indgreb i et produktionsapparat. Fra ejerside har interessen for fredning været beskeden, dels på grund af de begrænsninger i råderetten over bygningerne, en fredning måtte afføde, dels på grund af en frednings pålæg om at opretholde bygninger, som på et tidspunkt kunne være udtjente både brugs- og bygningsmæssigt.

De tidligste fredninger er overvejende kommet i stand på baggrund af Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser og i samspil med forstående ejere. Senere fredninger skyldes initiativ fra lokalmuseer, bevaringsforeninger - men også ejere, som har fremsendt forslag til fredningsmyndigheden. Selv foretog fredningsmyndigheden i 1980-90'erne en række gennemgange af ældre gårde på Fyn og i nærmere udvalgte geografiske områder langs den jyske vestkyst i Sønderjylland, Ribe og Ringkøbing amter.

Ved udgangen af 1996 var der i alt fredet ca. 175 bondegårde og ganske få husmandssteder. Yderligere var 348 herregårde og 104 præstegåde fredet. Af de fredede bondegårde havde nær ved ¾ stuehuse, der var opført før 1850.

Temagennemgang

I 1996 fik fredningsmyndigheden af Odense Bys Museer udarbejdet en videnstatus om landbrugets bygninger i perioden 1850-1940. Rapporten omhandler landbrugsejendomme, som i dette tidsrum havde en størrelse mellem ¼ og 12 tdr. hartkorn.

På dette første grundlag har fredningsmyndigheden indledt en landsdækkende temagennemgang med henblik på at finde fredningsværdige gårde og husmandssteder fra perioden. Til at hjælpe sig hermed rettede fredningsmyndigheden i 1999 henvendelse til museer og kulturmiljøråd samt til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Heraf fremgår:

"For at en landbrugsbygning kan anses for fredningsværdig skal anlægget som udgangspunkt omfatte både beboelses- og avlsbygning (er), vinduer og døre skal være originale, tagfladerne skal være uden nye, store kviste, og facaderne må ikke være malet med plastmaling. Tagbeklædningen kan være udskiftet, men den oprindelige tagkonstruktion skal være bevaret. Indvendig skal som udgangspunkt den oprindelige ruminddeling og de oprindelige døre være bibeholdt.

Der lægges således både vægt på, at helheden i anlægget er bevaret, at bygningerne i det ydre er stort set uændret (ingen termovinduer eller nye ovenlysvinduer), og at bygningerne også i det indre er velbevarede. Derimod kan de enkelte bygninger være opført på forskellige tidspunkter, men hver bygning skal i princippet være fredningsværdig".

Parallelt med henvendelsen til museerne og Landsforeningen udarbejdede fredningsmyndigheden en generel introduktion til emnet. Den omfattede en oversigt over politiske og økonomiske forhold, landbrugsfaglige forhold og byggeskik i perioden 1850-1940. Og på baggrund af det indkomne materiale blev der udarbejdet en særskilt introduktion: "Byggeskik for gårde og husmandssteder fra 1850-1940 på Fyn".

Fredning af fynske gårde

Gennemgangen resulterede i ti fredningsforslag, som blev forelagt Det Særlige Bygningssyn. Heraf indstillede Bygningssynet seks gårde til fredning. Der blev ikke fundet fredningsforslag blandt husmandsstederne

Eksempel: Begrundelse for fredning

"Det særlige Bygningssyn finder, "Enggården", Slagenvej 7 bestående af fritliggende stuehus, de tre sammenbyggede avlslænger (1893-1895, Kristian Lohmann Rasmussen), gårdspladsen med lindetræet og pikstensbelægningen i portgennemkørslen langs avlsbygningerne samt lindealléen har især de kulturhistoriske, herunder de arkitekturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning.

Gården og især de tre sammenbyggede avlslænger står forholdsvis autentiske fra opførelsen, dog er der til laden føjet en halvtagsbygning, som fortæller om indpasning af en hesteomgang i bygningen. Bygningssynet finder, at gården er et helstøbt eksempel på et mindre fynsk landbrug fra andelstiden og lægger vægt på, at avlslængernes oprindelige vinduer og udvendige døre og porte opretholdes og istandsættes, og at den tidligere hesteomgang i laden opretholdes.

Bygningssynet finder også, at stuehuset er rimeligt velbevaret og har lagt vægt på, at bygningens hovedopdeling samt døre og vinduer er bevaret. Med hensyn til stuehuset skal Bygningssynet i øvrigt henstille, at det nuværende vindfang på længere sigt erstattes af et vindfang i træ, svarende til det tidligere. Ligesom det vil være ønskeligt, at den overdækkede veranda over havedøren bliver genskabt."

Eksempel: Afvisning af fredning

"Det Særlige Bygningssyn finder ikke, at Askebyvej 44 har de kulturhistoriske eller de arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning.

Bygningssynet finder, at de gennem årene foretagne ind- og udvendige ændringer af avlslængerne har et sådant omfang og karakter, at de tilsammen har ændret anlægget samlede bevaringsværdige helhed på en uheldig måde. Bygningssynet tænker her bl.a. på ændringen af ladens tømmerkonstruktion til stålbuer, udskiftningen af staldens støbejernsvinduer med helrudede trævinduer og ikke mindst på gennemførelsen af rørforbindelsen mellem stalden og fyrrummet i det tidligere maskinhus."

Velbevaret som kriterium

Fredningsmyndigheden har efterfølgende tilkendegivet, at man "havde håbet at udvalget af velbevarede gårde og husmandssteder var større, og at det ved udvælgelsen havde været muligt at finde gode velbevarede repræsentanter for de forskellige både generelle og lokale byggeskikke samt eksempler på gårde opført af lokale bygmestre m.m. Men dette har ikke været muligt, enten fordi gårdene stadig anvendes i aktivt jordbrug, og derfor i vidt omfang var ændret, eller fordi der ikke har været midler til en tilstrækkelig vedligeholdelse af bygningerne, evt. fordi de ikke længere indgår i aktiv drift." (By- og Land, nr.57, 2002)

Af fredningsmyndighedens og Det Særlige Bygningssyns udtalelser fremgår, at dét, der ønskes fredet, skal være velbevaret. Begrebet "velbevaret" anvendes her i to betydninger.

I daglig tale er det velbevarede, dét, som er overleveret i oprindelig skikkelse. Da det er yderst sjældent, at ældre bygninger står urørt, beskriver udtrykket "velbevaret" mere præcist, at omfanget af det oprindelige - her: form og materiale - fortsat er fremtrædende. I eksemplet "Enggården" nævnes da også, at især avlslængerne står "forholdsvis autentiske fra opførelsen". Som reference henvises i øvrigt til byggeskikken i "andelstiden".

Velbevaret beskriver også en bygnings faktuelle bygningsmæssige tilstand. Er bygningen velholdt, er grundlaget for dens fortsatte eksistens til stede. Fokuseres på bevaringstilstanden, udelukkes de bygninger, som er behæftet med mangler, og hvor omkostningskrævende istandsættelsesarbejder vil være nødvendige for, at de fortsat kan bestå. Derved bliver begrebet "velbevaret" indirekte et administrativt kriterium, da der reelt opereres med begrebets modsætning: "misligholdt".

Ud fra det administrative kriterium kan fredningsemner afvises, selvom de er velbevarede i deres oprindelige skikkelse og i øvrigt opfylder betingelserne for fredning. Der er her tale om en politisk afvejning, hvor omkostningerne for ejer og fredningsmyndighed vejer tungere end de fredningsfaglige interesser. Afvejningen kan være berettiget, men vil ofte afføde debat. I de tilfælde, hvor begrebet "velbevaret" gælder begge betydninger - overleveret og velholdt - vil fredningsmyndighedens argumentation for en frednings vigtighed overfor ejer og offentlighed have større vægt.

I en kommentar til "det velbevarede" skriver Peter Dragsbo, at der på Fyn frem til i dag har været "en gammel tradition for at bevare, genbruge og vedligeholde - bl.a. fordi landbrugsbygningerne traditionelt var solide og velbyggede. Derfor kan man selv på for nylig aktive landbrug finde næsten uændrede bygninger fra 1800-tallet eller starten af 1900-tallet. - I Midt-og Nordjylland er det lige modsat…"(Fredning & Bevaring, nr.3, 2002)

Det rejser spørgsmålet, om fredningsmyndigheden i sit videre tema-arbejde med landbrugets bygninger vil være tvunget til at afpasse begrebet "velbevaret" - forstået som grad af oprindelighed - til forholdene i landets forskellige egne.

Begrundelse for fredning og retningslinier for administration

Det har op gennem 1990'erne - efter Bygningskulturudvalgets betænkning - været et ønske, at Det Særlige Bygningssyns indstillinger til fredning blev udførligt begrundede. I ældre indstillinger kan fredningsbegrundelsen blot være, at bygningen har "væsentlig kulturhistorisk og arkitektonisk værdi". Dette er dog ikke nødvendigvis udtryk for lemfældig sagsbehandling, idet beskrivelsen af det pågældende fredningsemnes kvaliteter fremgår af det baggrundsmateriale, som Bygningssynet har foretaget sin vurdering ud fra.

I eksemplet "Enggården" lægger Bygningssynet vægt på, at avlsbygningernes oprindelige vinduer, udvendige døre og porte opretholdes tillige med den tidligere hesteomgang i laden. Derved udstikker Bygningssynet i fredningsindstillingen retningslinier for fredningsmyndighedens administration af bygningerne i den fremtidige byggesagsbehandling. I den forstand angiver Bygningssynet på forhånd en tålegrænse for ændringer af avlsbygningernes ydre og for hesteomgangens vedkommende af ladens indretning.

Samtidig påpeger Bygningssynet, at der er behov for en aktuel istandsættelse af de ydre bygningsdele, vinduer døre og porte på avlslængerne. Det fremgår implicit, at istandsættelsen bør udføres på traditionel vis.

Med hensyn til stuehuset går Bygningssynet videre. På sigt kunne Bygningssynet således ønske sig, at det nuværende vindfang erstattes af et vindfang i træ, svarende til det tidligere, og at den overdækkede veranda over havedøren ligeledes genskabes. Bygningssynet peger her på en genopretning - arkitektonisk rehabilitering - af bygningen. Forslaget indebærer en tilbageføring af bygningen til et tidligere kendt udseende. Alternativt kunne Bygningssynet for eksempel have anbefalet udskiftning af de nævnte elementer med nye af høj arkitektonisk kvalitet og i nutidig udformning.

Ud fra en administrativ synsvinkel, er det ulig nemmere at håndtere en tilbageføring, når der, som i dette tilfælde, foreligger dokumentation af bygningens tidligere udseende. Der er en facitliste, man kan forholde sig til. Det er også givet, at "ensartethed i stil" vil understrege bygningsanlæggets helhedskarakter, hvilket i dette tilfælde forekommer rimeligt, da fredningsbegrundelsen er en tidsbestemt byggeskik. - Men det rehabiliterede stuehus bliver ikke mere "oprindeligt" efter disse tiltag.

Betragtning over "levende bygninger"

Selvom bygningsfredningsloven er en antikvarisk lov, betragtes de fredede bygninger ikke som overleverede monumenter, men som "levende bygninger". Anvendes dette begreb, er den fredede bygning det håndgribelige resultat af en proces, som fortsætter gennem hele bygningens levetid.

Ved fredningen indtræder en ny aktør - fredningsmyndigheden - i processen. Man kan sige, at processen efter fredningen overgår fra at være "fri" - det vil sige: alene på ejerens betingelser - til at være "kontrolleret". I denne sammenhæng vil "fredning" stå for "kontrolleret udvikling".

Fredningsmyndighedens ageren vil i praksis have karakter af modstand eller acceleration. Modstanden kan komme til udtryk i en "forsinkelse" af generelle udviklingstendenser for eksempel gennem krav om fastholdelse af traditionel byggeskik. Omvendt kan fredningsmyndigheden bidrage til at accelerere processen ved for eksempel af fremme nødvendige restaureringsarbejder. Processen vil udspille sig som en dialog mellem ejer og fredningsmyndighed, hvor det er ejeren som i sidste ende afgør processens fremdrift.

Forvaltningen af de fredede bygninger

At en bygning er fredet betyder, at den skal holdes i forsvarlig stand (bfl.§ 9), og at den ikke må ændres eller ombygges i det ydre og indre uden tilladelse (bfl.§ 10). Med forsvarlig stand menes, at bygningen først og fremmest skal være "tæt på tag og fag". Men det er ikke tilstrækkeligt, at klimaskærmen kan modstå vejr og vind. Hele bygningen skal holdes i en stand som sikrer de enkelte bygningsdele mod unødigt forfald.

Alle bygningsarbejder på en fredet bygning kræver tilladelse, hvis arbejderne går ud over almindelig vedligeholdelse. Det kan være: udskiftning af bygningsdele, ændring af konstruktioner, flytning af skillevægge og af døre og vinduer, ændring af overflader og farver, nedtagning af mur og nagelfast inventar m.v. Fredningsmyndigheden kan knytte vilkår til en tilladelse og kan også gøre denne afhængig af, at der gennemføres foranstaltninger, som ikke er omfattet af ansøgningen om tilladelse.

Til almindelig vedligeholdelse - der altså ikke kræver tilladelse - regnes de løbende arbejder, der er nødvendige for bygningens opretholdelse, men som ikke ændrer bygningens fremtoning.

Betragtning over "hensigtsmæssig funktion"

Af bygningsfredningslovens § 1, stk.2 fremgår: "Ved lovens administration skal der lægges vægt på, at de bygninger, der værnes, får en hensigtsmæssig funktion, der under hensyntagen til bygningernes særlige karakter tjener til deres opretholdelse på længere sigt."

Grundlæggende handler fredning om "opretholdelse" af det fredede. Når der peges på "funktion", er det ud fra det grundsyn, at bygninger bevares bedst ved at være i brug. En bygning i brug er løbende under opsyn, og skavanker og skader vil blive udbedret før, de udvikler sig til problemer, der kan true bygningens eksistens. I denne sammenhæng er "funktion" synonym med en uspecificeret "brug".

Men funktionen skal være "hensigtsmæssig". I bemærkningerne til 1979-loven anføres: "Det har i praksis været et ledende princip ved lovens administration, at der søges sikret vor bygningsarv en hensigtsmæssig funktion i dagens samfund. Bygningerne skal leve og fungere i det miljø, hvori de findes. Den bedste sikring for en bevaringsværdig bygning er, at den har en tidssvarende og økonomisk rentabel funktion. Men det er samtidig en forudsætning, at en bevaringsværdig bygnings ændrede funktion respekterer bygningens fredningsmæssige værdier." (min kursivering)

En fredning er ikke til hinder for, at en eksisterende lovlig anvendelse af bygningen kan fortsætte. Omvendt kan fredningsmyndigheden ikke forlange bygningens funktion opretholdt, for det er bygningen, der fredes, ikke funktionen. Fredningsmyndigheden kan heller ikke kræve en anden anvendelse af bygningen. I den henseende er bygningens ejer suveræn. Hvorvidt funktionen eller en "ændret funktion" er "tidssvarende" og "økonomisk rentabel", er det op til ejeren at afgøre.

Men "hensigtsmæssig" er snævert forbundet med bygningens "opretholdelse på længere sigt". Det vil sige, at fredningsmyndigheden er pålagt et tidsperspektiv, da den fredede bygning i princippet skal opretholdes "for evigheden". Fredningsmyndigheden skulle således ikke behøve at stille sig tilfreds med en hvilken som helst "her og nu" funktion eller acceptere et hvilket som helst byggearbejde, der måtte være afledt heraf.

Betragtning over "tidssvarende og økonomisk rentabel"

Enhver aktuel brug af en bygning må i sagens natur være tidssvarende. Bygningen er fortsat en aktiv del af et produktionsapparat, hvor den rummer et korntørringsanlæg eller bruges til opbevaring af maskiner. Undertiden er der tale om en passiv udnyttelse, når bygningen står fyldt op med alskens effekter eller tom, "fejet og pyntet".

Udsagnet om en tidssvarende og økonomisk rentabel funktion må forstås på den måde, at en funktionsændring ikke kan afvises. Det forekommer rimeligt, da det er vanskeligt at forestille sig, at en bygning, der er opført til en bestemt funktion for eksempel for halvtreds år siden, fortsat vil være tidssvarende og rentabel. Ofte har funktionen ændret karakter eller er ophørt, hvilket gør sig gældende ved mange funktionsspecifikke bygninger. På den anden side vil en ombygget ældre driftsbygning både i funktionsduelighed og prisbillighed komme til kort overfor en nybygning til samme formål.

Den økonomisk rentable funktion vil være den, hvor indtægten ved bygningens brug som mindstemål modsvarer omkostningen ved dens opretholdelse, hvilket dog ikke set ud fra et virksomhedssynspunkt er tilfredsstillende. Det er derfor som regel rentabilitetsbetragtninger, der ligger til grund for et ønske om ændring af en bygnings brug. Når bygningen overgår til et andet formål, er der tale om genbrug. Eksempler herpå er indretning af kursusvirksomhed eller ferielejligheder i tidligere driftsbygninger. Lovgiver har næppe forestillet sig noget så radikalt.

Betragtning over "hensyntagen til bygningens særlige karakter"

Når bygningens funktion ændres, skal det ske "under hensyntagen" til bygningens særlige karakter. Det vil sige, at funktionen først og fremmest skal kunne indpasses i den bygningsmæssige ramme. Herefter er det fredningsmyndighedens opgave at vurdere, om de afledte bygningsmæssige ændringer også respekterer bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.

Med prioriteringen af brugen som grundlæggende for bygningens opretholdelse, bringes de fredningsmæssige værdier under pres. Sammenholdes dette med fredningens formål burde værdiernes opretholdelse være det centrale. En funktionsændring burde således ske "med udgangspunkt" i fredningsværdierne og ikke blot "under hensyntagen" til dem.

Tålegrænsen - et nyt administrativt begreb

En bygning fredes i den skikkelse, den har på fredningstidspunktet. Fredningsgrundlaget er Det Særlige Bygningssyns motiverede indstilling af bygningen til fredning. Efterfølgende er det fredningsmyndigheden, eventuelt efter at have rådført sig med Bygningssynet, der fastsætter tålegrænsen for ændringer af den fredede bygning.

Ligesom synet på det, der er fredningsværdigt, ændrer sig, vil fredningsmyndighedens tålegrænse forskydes over tid. Fredningsmyndigheden kan således have nægtet tilladelse til bestemte bygningsarbejder, som man i dag vil acceptere - og omvendt.

Tålegrænsen er altid defineret i det materielle - i det håndgribelige. Det er omfanget og karakteren af de bygningsmæssige ændringer, der tillades - eller nægtes - som markerer tålegrænsen.

Tålegrænsen trækkes altid i forbindelse med et konkret byggeprojekt. Tålegrænsen fremkommer på baggrund af en vurdering af projektet, om det er foreneligt med fredningens sigte.

Tålegrænsen kan udmøntes i krav til projektet. Kravene kan vedrøre bygningens hele arkitektoniske fremtoning, formgivningen af detaljer og brugen af materialer, konstruktioner og byggeteknik.

Tålegrænsen kan ikke fastlægges på forhånd. I fredningsbegrundelsen kan der være præciseret særlige værdier, som ønskes opretholdt. I såfald begrænses råderummet for ændringer. Råderummet kan illustreres i en vedligeholdelsesplan, manual eller lignende.

Tålegrænsen vil altid være defineret i forhold til det bestående. Det vil sige, den skikkelse bygningen har ved projektets udarbejdelse.

Tålegrænsen kan undertiden defineres i forhold til dét, som var engang. Det sker, hvor man ønsker at rehabilitere bygningen. Som regel vil der være tale om at fjerne byggeteknisk eller æstetisk "uheldige" tilføjelser, der er påført bygningen. I enkelte tilfælde vil en rehabilitering indebære, at større dele af bygningen tilbageføres til oprindelig skikkelse.

Tålegrænsen relateres i første række til helhedsindtrykket af bygningen. Denne prioritering fremkommer som konsekvens af fredningsbegrundelsens generelle karakter, hvor det er bygningens "kulturhistoriske og arkitektoniske værdier", som søges opretholdt. Helhedsindtrykket relaterer sig til fredningens motiv: "et eksempel på en landbrugsejendom, der illustrerer byggeskikken…".

Betragtning over en "brugsmæssig tålegrænse"

Som nævnt er tålegrænsen defineret i det materielle. En bygnings brug eller en ændret brug af bygningen får i denne forbindelse kun betydning i det omfang, brugen medfører bygningsmæssige ændringer. Det kan i den lille skala være indpasning af nutidige faciliteter eller sammenlægning af mindre rum til større. Men ofte ønsker ejer en mere intensiv brug af bygningen for eksempel ved inddragelse af tidligere ubenyttede loftsrum eller indpasning af en ny funktion i bygningen.

I det omfang fredningsværdierne ikke bliver forulempet, vil fredningsmyndigheden give tilladelse til de ansøgte bygningsændringer. Undertiden kan det ansøgte ikke imødekommes fuldt ud, men efter drøftelse mellem ejer og fredningsmyndighed finder man frem til en reduktion af byggearbejdernes omfang eller en anden måde at udføre dem på. Men ejers ønsker om bygningsændringer kan også være så vidtrækkende, at fredningsmyndigheden må nægte tilladelse.

Da fredningsmyndigheden alene er henvist til at argumentere på baggrund af de ønskede bygningsmæssige ændringer, kan fredningsmyndigheden blot afbøde konsekvenserne af et anvendelses- eller byggeprogram, men er afskåret fra at tage stilling til dette. Det vil sige, at fredningsmyndigheden kun indirekte kan begrænse en bygnings udnyttelse eller modificere en ændret anvendelse, også selvom den påtænkte brug vil bringe de fredningsmæssige værdier i spil.

Man kan i denne forbindelse spørge, om en ejer med rimelighed kan have de samme forventninger til brugen af en fredet bygning som til brugen af en hvilken som helst anden bygning, der ikke er fredet, idet der her ses bort fra regulering efter anden lovgivning.

I anden sammenhæng bruges begrebet "overudnyttelse", hvilket vil sige, at udnyttelsen går ud over dét, som anses for rimeligt eller som overskrider en norm. Ved en fredet bygning kunne normen som udgangspunkt fastsættes til omfanget og karakteren af den brug, bygningen havde på fredningstidspunktet. Det vil sige, at forventningerne til udnyttelsen af en fredet bygning - i princippet - ikke kan overstige den faktiske brug af bygningen på fredningstidspunktet.

Dette vil for eksempel indebære, at et tagrum, som var uudnyttet på fredningstidspunktet, skal forblive urørt, og at fredningsmyndigheden kan nægte tilladelse til ibrugtagning alene med henvisning byggeprogrammet - det vil sige: uden at skulle tage stilling til og argumentere mod selve byggeprojektet.

På fredningstidspunktet vil mange ældre funktionsspecifikke bygninger være ringe udnyttede eller stå ubenyttede hen. Et ønske om ibrugtagning og i givet fald til en anden funktion end den tidligere må anses for rimeligt. Men er det rimeligt at ændre en driftsbygning til feriebolig, hvor de bygningsmæssige konsekvenser åbenbart vil have negativ indvirkning på fredningsværdierne. Et sådant byggeprogram vil ikke bidrage til, at bygningen får en hensigtsmæssig funktion (jf. tidligere), hvorfor det forekommer akavet, at fredningsmyndigheden skal argumentere mod de bygningsmæssige konsekvenser, som fremgår af byggeprojektet. Fredningsmyndigheden bør kunne forkaste programmet, hvorved projektet samtidig bortfalder.

Med en brugsmæssig tålegrænse - defineret i forhold til omfanget og karakteren af bygningsanvendelsen på fredningstidspunktet - vil fredningsmyndigheden i sin administration kunne gå fra en indirekte til en direkte argumentation ved behandlingen af byggesager.

Betragtning over "tålegrænsen som forhandlingsresultat"

Ved administrationen af de fredede bygninger er det fredningsmyndighedens problem, at diskussionen om den fredede bygnings fremtid føres med udgangspunkt i ejerens brugsmæssige forventninger. Sjældent indeholder ejerens program og byggeprojekt dybtfølte forestillinger om bevaring af bygningens fredningsværdier. Det betyder, at fredningsmyndigheden skal argumentere med samme styrke for værdiernes opretholdelse, som ejeren fremfører sine brugsmæssige ønsker.

I bedste fald finder der en afvejning sted mellem ejerens og fredningsmyndighedens interesser. Og ofte bliver projekter da også udviklet gennem et samarbejde mellem bygherren, dennes rådgiver og fredningsmyndigheden, hvorved et fra starten "ikke-tåleligt" projekt kan bringes på den rigtige side af tålegrænsen.

Det vil i praksis sige, at tålegrænsen ender med at være et forhandlingsresultat. Der er således ikke længere tale om en fredningsfaglig tålegrænse, men en politisk tålegrænse, som afspejler styrkeforholdet mellem ejer og fredningsmyndighed.

Tålegrænsen - et eksempel

Ejendommen Thorupsgård er valgt som eksempel til at illustrere brugen af tålegrænsen som administrativt begreb.

På Thorupsgård har der været tale om tre principielle byggesager på driftsbygningerne. De tre byggesager gennemgås enkeltvis og uafhængigt af hinanden:

Den sidste byggesag er gennemført og resultatet fremgår af en billedserie, der viser ejendommen før og nu.

Udgangssituationen:

Samtidig med, at Thorupsgård ophører som en landbrugsejendom i drift og skifter ejer, bliver gården fredet. I fredningsbegrundelsen anføres både kulturhistoriske og arkitektoniske værdier. Gården er således et eksempel på, hvordan en landbrugsejendom har fremtrådt igennem de sidste 100-150 år, og gården er tillige et eksempel på et smukt og harmonisk bygningsanlæg.

Efter fredningen sættes den nedslidte ejendom i stand efter et koncept, hvor der i driftsbygninger indrettes lejligheder.

(Se den samlede fremstilling af byggesagerne på Thorupsgård, som er gengivet i Byggesager: Eksempler på ændret anvendelse).

Situation 1: Ombygning af den nyere staldbygning til bolig

Ved ombygningen vil staldindretningen fra omkring 1950 gå tabt.

Staldvinduerne bibeholdes i begge langfacader. Vestfacadens lille port erstattes dog af en halvdør i fagtakten, medens et vinduesfag i østfacaden viger for en bræddeklædt heldør. Sydgavlen får et dobbelt vinduesparti med porte og rundt vindue, medens nordgavlen får to glasdøre og to vinduer. Eternittaget bevares med tilføjelse af en ny fabriksskorsten.

Man kan sige, at de bygningsmæssige ændringer holder sig indenfor staldbygningens arkitektoniske koncept. Den ændrede brug kan kun registreres ved gavlene. Det vil sige, når gården ses under en bestemt vinkel ude fra landskabet, eller når bygningen ses inde fra gårdspladsen.

Den ny brug af staldbygningen vil forringe ejendommens kulturhistoriske værdi. Men gården bevarer sin helhedskarakter af landbrugsejendom, da de øvrige længer står uforstyrrede.

Fig 1: Oversigtstegning af gårdanlægget

Fig 2: Staldbygningen, forslag til nyindretning og ændret facadeudformning (EEH)

Situation 2: Nedtagning af staldbygningen og forlængelse af sydlængen

Ved nedtagningen af staldbygningen fratages ejendommen de sidste årtiers landbrugshistorie.

I det tomrum, som fremkommer ved fjernelsen af staldbygningen, indføjes en ny bygning i forlængelse af sydlængen. Forlængelsen gengiver sydlængen dens oprindelige proportioner og udstrækning. Forlængelsen vil skille sig ud som en ny bygning ved at være opført i grundmur og have nye vinduer og døre.

Ved tabet af staldbygningen indsnævres gårdens historiske spændvidde, ligesom den ny bygning, som et fremmedelement, svækker gårdens kulturhistoriske værdi. I arkitektonisk henseende bidrager genskabelsen af sydlængen til at fastholde det lukkede gårdsrum. Samtidig opnås en visuel harmonisering af gårdens bygninger.

Set ude fra landskabet og inde fra gårdspladsen har gården bevaret sin helhedskarakter af landbrugsejendom.

Fig 3: Oversigtstegning af gårdanlægget med tilbygning til laden

Fig 4: Længe 3, tilbygningens facade mod gården (EEH)

Fig 5: Længe 3, tilbygningens facade mod landskabet (EEH)

Situation 3: Indretning af lejligheder i syd- og vestlængen

Ved indretningen af lejligheder i syd- og vestlængen vil bygningernes værdi, som vidnesbyrd om landbrugets historie, gå tabt.

Ombygningen medfører, at der i det indre fjernes levn efter den tidligere brug foruden en række bygningshistoriske detaljer. Bygningernes hovedform bevares, men nye vinduer og døråbninger ændrer væsentligt på bygningernes udseende.

Bygningernes kulturhistoriske og arkitektoniske fredningsværdi reduceres således i betragteligt omfang. Samtidig indsniger der sig en usikkerhed i aflæsningen af hele gården - er den en tidligere landbrugsejendom? Det må konkluderes, at tålegrænsen er overskredet.

Fig 6: Oversigtstegning af gårdanlægget

Fig 7: Gården i landskabet 1992

Fig 8: Gården i landskabet 1997

Fig 9: Indkørslen gennem længe 4, 1992

Fig 10: Indkørslen efter nyindretning af længe 4, 1997

Fig 11: Længe 4 med luge 1992

Fig 12: Længe 4 med nye vinduer 1997

Fig 13: Gårdspladsen afgrænset af længe 4 og 5, 1992

Fig 14: Gårdspladsen, længe 4 og 5 med nye vinduer og døre 1997

Fig 15: Længe 4, interiør i den tidligere stald 1992

Fig 16: Længe 4 indrettet som bolig 1997

Fig 17: Længe 5, tidligere stald og udhus 1992

Fig 18: Længe 5, stadig uændret 1997

Fig 19: Stuehusets gårdside 1992

Fig 20: Stuehusets gårdside efter istandsættelse 1997

Kommentar til situation 3:

I fredningsmyndighedens sagsbehandling af forslaget til indretning af lejligheder påpeges det blandt andet, at antallet af gennembrydninger af facaderne bør reduceres til et minimum. Desuden bør de fordeles på en sådan måde, at der bliver færre i facaderne mod omgivelserne, hvorimod der kan accepteres flere i facaderne mod gårdspladsen. Denne prioritering af gårdens ydre fremtræden må sammenholdes med, at den primære aflæsning af gården altid vil være af det ydre.

Gårdens bygninger har deres "begrundelse" i omgivelserne. Bygningerne er kernen i det produktionsapparat, som landbrugsejendommen oprindelig udgjorde. Ved at fastholde anlæggets ydre fremtræden i videst muligt omfang, søges karakteren af landbrugsejendom opretholdt.

I sagen foreligger to vinduesprojekter, som begge er udformet under hensyntagen til gårdens kulturhistoriske værdier. I det første projekt har arkitekten arbejdet videre ud fra bygningernes gamle lugemotiv: en skodde foran et ét-rudet smalt vindue, der, når skodden lukkes for vinduet, illuderer luge. Det bemærkes, at lugerne yderligere er hvidmalede, hvorved de synsmæssigt vil lægge sig tæt op ad de hvidkalkede tavl.

I det projekt, som realiseres, opereres med et traditionelt to-rammet vindue med sprosser. Dette er både i overensstemmelse med den ny funktion og med den ældre byggeskik. Denne på én gang "funktionelle" og "historiske" tilpasning medfører imidlertid en usikkerhed i aflæsningen af gården. Usikkerheden fremkommer ved, at gården først aflæses som gammel bondegård og derefter som noget andet. For kreaturerne har vel næppe været på stald i bygninger med torammede opsprodsede vinduer.

Hverken det første projekts forsøg på tilpasning eller det realiserede projekts klare nyorientering vurderes som tilfredsstillende. Det rejser spørgsmålet, om der kunne være opnået et bedre resultat ved en moderne udformning af vinduer og døre. En tydelig kontrast mellem de tilførte nye elementer og de gamle bindingsværksbygninger ville muligvis have gjort aflæsningen af gården mere præcis: en tidligere landbrugsejendom, der nu har fået anden anvendelse. Men med denne aflæsning af gården vil der ikke længere være tale om "et eksempel på, hvordan en landbrugsejendom har fremtrådt igennem de sidste 100-150 år".

Fig 21: Længe 4, facaden mod landskabet med åbne luger (EEH)

Fig 22: Længe 3, facaden mod landskabet med lukkede, hvidmalede luger (EEH)

Fig 23: Længe 3, facaden mod landskabet med traditionelle vinduer (EEH)

Brug

Bygninger opføres med et bestemt formål for øje - til en bestemt brug. Bygningens "berettigelse" er dens anvendelighed. Ældre driftsbygninger er i årenes løb blevet ændret for at imødekomme ny krav og behov.

Der kan skelnes mellem passiv og aktiv brug af en bygning.

Når den fredede driftsbygning står tom, "fejet og pyntet", er den en "herlighed" for ejeren og for forbipasserende. Ejer et museum bygningen, vil den som regel være tilgængelig for publikum. Både den private ejer og de besøgende bruger bygningen, men brugen er passiv, da bygningen både i det indre og ydre bevares i den skikkelse, den nu engang har.

Den aktive brug af bygningen kan bestå i fortsat brug til den funktion, bygningen i sin tid blev opført, eller genbrug, hvis bygningen har fået en helt anden funktion.

Fortsat brug

Når en bygning bliver tilpasset nye driftsformer, er der tale om fortsat brug. Det er tankevækkende, at en række ældre fredede driftsbygninger i dag er en del af ejendommenes moderne produktionsapparat.

Et eksempel er den store agerumslade på Gammel Ryomgård med sin karakteristiske plan og kraftige tømmerkonstruktion. Her har det været muligt at indpasse et moderne korntørringsanlæg uden at gribe ind i bygningens konstruktioner. Dog måtte man forsænke indkørslerne i bygningens gavle, for at de store traktorer kunne komme ind.

Et andet eksempel er den gamle kostald på Østergård, som er blevet omdannet til en moderne løsdriftsstald. Og på Kærbygård har det været muligt at indpasse en moderne svineproduktion i en ældre staldbygning med skyldig hensyntagen til de krav, en sådan produktion stiller. I de to sidste eksempler er nogle almindelige bygningskonstruktioner blevet erstattet med indbygningsspær af stål for at opnå en stor sammenhængende gulvflade.

(Se i Byggesager, Eksempler på fortsat jordbrugsmæssig drift)

Genbrug

Det er først i de tilfælde, hvor en bygning ikke længere opfylder sit formål - er gået ud af brug - og derfor tages i anvendelse til et nyt formål, at man kan tale om genbrug. De almindeligt kendte eksempler på genanvendelse af driftsbygninger er værkstedet, udstillingsstedet og antikvitetshandelen, som i alt væsentligt lader sig realisere indenfor bygningernes bestående ydre rammer. Særlige indretninger til for eksempel staldformål eller lignende må dog som regel sløjfes.

Genbrug lader sig vanskeligere praktisere, når bygningerne ønskes indrettet til formål, der indebærer, at mennesker skal opholde sig i dem i længere tid. Det kan være kontorvirksomheden, kursuscentret eller fysioterapeutens klinik. Kravene til dagslys, opvarmning, isolering og alle slags tekniske installationer er så afvigende fra bygningernes oprindelige indretning, at det ikke kan undgå at ændre bygningernes hele karakter - både i det indre og i det ydre.

Betragtning over "genfredning"

Overgangen fra én brug til en anden - genbrug - er en skelsættende begivenhed i en bygnings liv. Ved landbrugets driftsbygninger vil sporene efter den tidligere brug forsvinde i større eller mindre omfang og de bygningsmæssige rammer blive forandrede både i det ydre og i det indre. Når omdannelsen udføres kvalificeret, vil dét, som kommer til, opveje dét, som mistes. Og der er flere eksempler på, at en nedslidt eller misligholdt bygning er blevet rehabiliteret ved genbrug.

Men ethvert indgreb i bygningerne påvirker værdierne. Der vil ske en forskydning bort fra de værdier, der udgjorde fredningsgrundlaget. Dette burde føre til en revurdering af fredningen med henblik på en ny begrundelse for bygningernes opretholdelse. For eksempel kan det ikke være rimeligt, at bruge referencerammen: "fredet driftsbygning", når kursuscentrets "fredede undervisningsfløj" på et senere tidspunkt ønskes ombygget til ferieboliger.

Indirekte foretager fredningsmyndigheden løbende en slags administrativ justering af fredningsgrundlaget i forbindelse med behandlingen af byggesager. Men det kunne overvejes, om Det Særlige Bygningssyn i højere grad burde inddrages i sager om genbrug af fredede bygninger.

Bygningssynet kunne, ligesom det sker ved større og principielle sager, få forelagt byggeprogram eller byggeprojekt til udtalelse. Er projektet uforeneligt med fredningens sigte kan Bygningssynet anbefale, at det afvises. Fredningsmyndigheden følger altovervejende Bygningssynets anbefalinger. Der er eksempler på, at Bygningssynet har skønnet, at gennemførelsen af et bestemt byggeprojekt ville få uønskede konsekvenser for fredningsværdierne, men at projektet er den eneste mulighed, hvis bygning fortsat skal bestå. I sådanne tilfælde har Bygningssynet været motiveret for at ophæve fredningen.

Det kunne også være en mulighed at præsentere Bygningssynet for de realiserede projekter til genbrug med henblik på revurdering af bygningernes fredningsværdi, som om det drejede sig om nyfredning. For en sådan genfredning taler, at det kan være vanskeligt at gennemskue konsekvenserne af et byggeprogram eller byggeprojekt, ligesom fredningsværdierne kan have lidt overlast ved gennemførelsen af projektet.

Fra værdi til strategi

Siden den første bygningsfredningslov fra 1918 og frem til loven af 1979 kunne bygninger fredes i klasse A og i klasse B. Klasse A omfattede de kvalitetsmæssigt særligt fremragende bygninger, mens klasse B omfattede øvrige fredningsværdige bygninger.

En klasse A-fredning indebar kontrol med ethvert bygningsarbejde, der gik ud over almindelig vedligeholdelse, medens en klasse B-fredning oprindelig blot betød, at projekter til bygningsarbejder skulle meddeles fredningsmyndigheden. Det Særlige Bygningssyn kunne ikke modsætte sig gennemførelsen af projekter på B-fredede bygninger.

Den ringe beskyttelse af de B-fredede bygninger blev afbødet lidt ved en lovændring i 1966. B-fredede bygninger i byer og bymæssige bebyggelser, der havde facader mod offentlig gade, vej eller plads, fik disse facader beskyttet, som om de var A-fredede. Det betød, at Det Særlige Bygningssyn nu kunne modsætte sig ændringer af de B-fredede bygningers ydre.

Ved ændringen af bygningsfredningsloven i 1979 blev de to fredningsklasser slået sammen. Alle fredede bygninger har siden været underlagt de samme restriktioner som dem, der havde været gældende for de klasse A-fredede bygninger fra begyndelsen.

Man kan sige, at de to fredningsklasser repræsenterede en sammenhæng mellem værdier og administrationsgrundlag, hvor bygninger med de største værdier blev administreret efter det mest omfattende regelsæt.

Betragtning over bevaringens ambitionsniveau

Der har været talt om på ny at operere med fredningsklasser. Ønsket er affødt af et stadig øget antal fredede bygninger og en stadig reduktion af ressourcerne til deres opretholdelse men også af det forhold, at de fredede bygninger alt andet lige repræsenterer mere eller mindre fremtrædende kulturhistoriske og arkitektoniske værdier.

Dette fører til en betragtning over, hvorvidt de fredede bygninger vil kunne "systematiseres" efter administrationspraksis - eller den måde, de ønskes opretholdt på - frem for efter deres formelle værdi som fredet.

Det Særlige Bygningssyns indstilling af en bygning til fredning angiver, hvad det er, der ønskes bevaret. Begrundelsen bygger på den dokumentation, der foreligger i fredningssagen. Heraf fremgår en beskrivelse af bygningens fremtræden, konstruktion og tilstand, ligesom der vil være redegjort for særlige kulturhistoriske eller arkitektoniske forhold af betydning ved den pågældende bygning.

Fredningsgrundlaget - dokumentation og indstilling - danner udgangspunkt for det efterfølgende bevaringsarbejde. Fredningsmyndigheden kan her have en selvstændig interesse i at klargøre, hvilket ambitionsniveau man vil anlægge i administrationen. Ved at graduere ambitionsniveauet understøttes samtidig koblingen mellem fredningsvurdering og valg af fremgangsmåde i bevaringsarbejdet.

Niveau 1. Museal bevaring
Strategien kan omfatte hele bygningen eller særlige dele af en bygning for eksempel en speciel bygningskonstruktion, en bestemt bygningsindretning m.v. Vedligeholdelse, restaurering og genopretning udføres i overensstemmelse med bygningens eller bygningsdelens antikvariske karakter. Bygningen bruges passivt i den skikkelse den forefindes.

Niveau 2. Reguleret bevaring
Der tages i videst muligt omfang vare på de bestående værdier i bygningens ydre og indre. Vedligeholdelse og restaurering udføres traditionelt, hvor byggeteknik og materialer tilpasses bygningens alder og karakter. En eventuel genopretning må sigte mod at genskabe det oprindelige. Bygningen bruges aktivt indenfor de begrænsninger, som kvaliteterne i bygningens ydre og indre sætter.

Niveau 3. Reguleret bevaring af bygningens ydre
Der tages i videst muligt omfang vare på de arkitektoniske værdier, der knytter sig til bygningens ydre, og til bygningens kulturhistoriske værdier. Vedligeholdelse og restaurering udføres traditionelt dog med mulighed for at anvende moderne byggeteknik og materialer. Ved eventuelle tilbygninger kan der anvendes et moderne formsprog. Bygningen bruges aktivt underlagt de begrænsninger, som sættes af hensynet til bygningens helhedskarakter og historie.

I store træk svarer niveau 2 til fredningsmyndighedens generelle administrationspraksis i dag. Niveau 1 repræsenterer derimod en skærpet administration, som blot kan komme på tale i begrænset omfang, når det drejer som om "umistelige" bygninger eller bygningsanlæg. Niveau 3 svarer til administrationen af de tidligere B-fredninger.

Betragtning over en bevaringsstrategi

Som udgangspunkt er niveauerne udtryk for fredningsmyndighedens ambition i bevaringsarbejdet, men implicit er der tale om en administrativ prioritering af de fredede bygninger.

Niveauerne vil være fredningsmyndighedens oversigtlige reference i forbindelse med behandlingen af byggesager. De to yderniveauer henholdsvis skærper og lemper kravene i bevaringsarbejdet med de fredede bygninger. Man kan sige, at niveauerne beskriver en tilnærmet tålegrænse med hensyn til bygningsændringer og brugsmuligheder.

Niveauernes generelle retningslinier kan konkretiseres i anvisninger for den enkelte bygning. Dette vil for eksempel ske ved udarbejdelse af en restaureringsplan, en manual for vedligeholdelse eller en handlingsplan. Hvor de generelle retningslinier konkretiseres - og fredningsmyndigheden og ejeren af den fredede bygning bliver enige herom - vil der foreligge en fremadrettet bevaringsstrategi.

En aftalt bevaringsstrategi, som i givet fald må tinglyses på ejendommen med den fredede bygning, kan danne grundlag for en økonomisk støttemodel for den fredede bygning. En museal strategi vil betyde, at det offentlige afholder hovedparten af de løbende udgifter til bygningens opretholdelse, medens en strategi, som alene omfatter regulering af bygningens ydre, kun udløser begrænset støtte. Umistelige bygningsdetaljer vil altid opnå en høj grad af støtte, selvom bygningen er placeret i en anden støttekategori.

Det ligger udenfor denne undersøgelse at gå videre med overvejelserne om en administrativ prioritering og en økonomisk støttemodel.