Patina

"Ved en historisk bygning forstår jeg en bygning, som har levet et historisk liv, og dette liv har sat sine spor på bygningen. En bygning er ikke historisk, hvis den ikke repræsenterer et tidsforløb", siger arkitekten Johannes Exner. Tidens gang, bygningens historiske liv, aflæses i bygningens materielle substans som slid, ælde og forfald. (Kirkeby s.108)

Hvad er det for alderstegn, der kan registreres ved landbrugets driftsbygninger? Ved klimaskærmen bemærkes: at stråtaget er tyndslidt og eternittagpladerne revnede, syldstenene skredet ud, bindingsværkets fodrem rådnet bort, spækningen af tømmer og tavl er faldet ud, facademurens sten er frostsprængte, der er sætningsrevner i gavlen og over porten, og porte og døre er vinde og skæve. Og rettes opmærksomheden på bygningens bærende konstruktioner ses: en hældende bindingsværksvæg, der skyldes, at bindbjælkerne er blevet kappede af, en bærende konstruktion, som er forhugget for at give plads til større maskiner, og et virvar af sammenflikkede stolper og lægter supplerer de gamle tagspær, som ikke har kunnet bære tagdækningen.

Nogle forhold skyldes ælde, andre dårlige materialer og skånselsløs brug, og andre igen er affødt af mangelfuld eller forkert vedligeholdelse. Denne elendighed beskriver en svækket bygning. Hvis bygningen fortsat skal bestå, må der rettes op på disse forhold.

Men bygningen vil også have spor af det liv, som bygningen har dannet ramme om. Menneskers og dyrs slid, bygningens patina, tillægges positiv betydning. Patina formidler "en oplevelse af alder, forældelse og til og med et vemodsfyldt forfald" siger Axel Unnerbäck, der betragter patina "som en subjektiv oplevelse af ægthed og alder". (Unnerbäck s.80 og s.99)

Oplevelsen er dog ikke mere subjektiv end, at den kan beskrives i ord og billede. Selv "sommerfuglestøv" kan dokumenteres objektivt. Om "støvet" kan bevares, er en anden sag.