Brud på byggeskikken

Byggeskikken vil som normativ praksis langt hen ad vejen repræsentere begrebet ”orden”. For, som etnologen Bjarne Stoklund formulerer det, vil der i en normativ praksis være ”en tendens til blandt flere mulige løsninger at vælge én og kun én”. Begrænsning eller forenkling fører som regel til overskuelighed.

Bjarne Stoklund siger videre, at fravigelser fra byggeskikken vil ofte have karakter af prestigeinnovationer: signaler, hvormed den byggende omdefinerer sig selv socialt og kulturelt. Medens stuehusene i højere grad er bærere af sociale og kulturelle signaler, både i landbosamfundet og det større samfund, er driftsbygningernes signaler mere af økonomisk art, og især rettet til landbosamfundets internt. (efter Dragsbo s. 391)

Hvorvidt signalerne har gennemslagskraft, skulle således afhænge af deres aflæselighed ved bygningernes ydre. Men i lokalsamfundet er man fuldt ud klar over, hvilke innovationer, der er foretaget i bygningernes indre. Valg af korntørringsanlæg, malkerobotter og andre driftsmidler spiller her en langt større rolle end bygningernes fremtræden.

Forandringer sker især i perioder med økonomisk højkonjunktur eller stærke sociale forskydninger. Brud på byggeskikken, det folkeligt accepterede, skulle derfor i princippet indebære en overskridelse af lægmands tålegrænse. Men det er en generel erfaring, at det er de toneangivende, de økonomisk formående, der definerer byggeskikken – og flytter tålegrænsen.